64 / 399
56
glemt; det gjorde ad Overraskelsens Vej et
uudsletteligt Indtryk paa min Hukommelse.
I et temmelig skummelt, meget tarveligt
udstyret og stærk tilrøget Arbejdsværelse sad
han paa sin Trone, en aldeles borgerlig Læne
stol, der hverken var forgyldt eller fløjels-
betrukket. I Stedet for Krone bar han en styg
sort Kalot, i Stedet for Purpurkaabe en smudset
og meget slidt Slaabrok, af hvis ene Albu baade
Foret, Vattet og Linnedet tittede ud, og i Stedet
for Septer en lang Tobakspibe.
„Er det ham!“ — hviskede jeg forbavset
til den Gamle.
„Ja vel! Frisk Mod bare!“ hviskede han
igen.
Jeg var endnu ikke kommet saa vidt, at
jeg kunde tænke mig en stor Kunstner i en
hullet Slaabrok; men det maa tilgives mig.
Der er Tusinder af gamle Folk, der aldrig naar
saa vidt, at de kan tro paa en Mands Storhed,
naar de har set ham i Negligé!
Bedstefader afleverede saa godt han kunde
den Tale, han havde forberedt sig paa. Alt
hvad der var sagt om det „mærkværdige Geni“,
som Vorherre havde skænket hans Dattersøn,
blev i pyntelige Ord fremført som Undskyld