ErikBøghFraMineUngeDage

Rygtet vidste de nok, at han var ikke at spøge

med.

Nu var Spørgsmaalet derfor, om jeg

havde Mod til at vise mig for ham.

Havde min Bedstefader været Menneske

kender, kunde han have sparet sig dette Spørgs-

maal. Saalænge Modet aldrig har faaet noget

Knæk, veed man ikke hvad Frygt er. Ingen

havde ladet mig ane, at der kunde være to

Meninger om mine mærkværdige Talenter, og

den ene Mening, som jeg saa ofte havde hørt,

var altfor smigrende til at jeg skulde være

bange for at høre den bekræftet af den størst

mulige Avtoritet.

Det blev ikke mig, men ham, der havde

Besvær med at samle det behørige Mod, da det

kom til Stykket.

Som alle gode Borgere i

Dannevang paa de Tider havde han en stærkt

udviklet Ærbødighedsfølelse overfor Konger og

store Mænd, og det var især det Ydre, der im

ponerede ham. En Teaterfyrste med Torden

stemme, lynende Blik og hvide Strudsfjer i

Hatten var for ham noget langt mere Gysen-

vækkende end den lille smalle borgerlige Sjette-

Frederik i den velbekendte lange luvslidte

Frakke. „Dannerkongen“ var jo i umindelige

Tider hver 28de Januar blevet besunget som