ErikBøghFraMineUngeDage

Opmærksomhed, der ikke er særdeles gavnlig

for smaa Personer. Den Gamle havde i sin

Ungdom været Sømand, men var havnet i et

ret indbringende Embede som Havnefoged; han

var Godheden selv, men at han var nogen god

Opdrager, tør jeg ikke paastaa. I alt Fald satte

han en Glæde i at opfylde alle mine Ønsker,

selv de urimeligste, lagde aldrig Baand paa sin

bedstefaderlige Lyst til at beundre Alt, hvad

jeg gjorde og sagde, men greb derimod enhver

Lejlighed til at sætte mig paa Præsenterbakke

og forevise mig som Vidunderbarn.

Mit usædvanlig hurtige Nemme for Vers

og den Færdighed, jeg uden Undervisning-

havde faaet i at fremsige de lærte Digte saa-

ledes, at baade Meningen og Versemaalet kom

nogenlunde til deres Ret, var mere end nok

til at overbevise ham om, at der kunde blive

en stor Skuespiller af mig, og da jeg et Par

Gange havde sat Ord til en Melodi saaledes,

at Rim og Rytme kom paa rette Sted, kunde

han ikke et Øjeblik betvivle, at jeg tillige

maatte kunne blive noget Ualmindeligt som

Digter.

At mine første Vers — der naturligvis

ikke var andet end barnlige Rimerier — blev