53 / 399
Nummer f. Eks. N. T. Brun s Sang om For
glemmigejen :
„Se den lille Blomst, som smiler
H ist paa Vandringsmandens Vej,“
og nu fulgte der en hel Række uskyldige Sange,
som T h a a ru p s
„I Østens Sølvblaa Dagen smiler,
Paa Rosen Duggen laa —“
Og
„Nys fyldte Skøn Sigrid sit attende A ar,“
V. K. H jo r th s
„Hvor Egen løvfuld Arm udbreder,“
og Ø h le n s c h lå g e r s
„Der bode en Konge i Lejre.“
Ved den havde man naaet til Fædrelands
sangene. De maatte ikke glemmes, og det var
med en næsten kirkelig Andagt man istemte
S o fu s Z a le s Hymne:
„Jeg kender et Land, som har Bølgen til Vold:
Et blomstrende Eden i Norden!
Jeg kender et Land, som har Troskab til Skjold.
Den tryggeste Hjemstavn paa Jorden.“
Naar saa det sidste Vers sluttede med Ud
brudet:
45