52 / 399
44
man tog „en frisk V ise“ til næste Glas. Saa
istemte man Z e t lit z ’s
„At Slyngler hæves til Æ rens Top“,
og A b r a h am so n s
„Min Søn, om du vil i Verden frem,
Saa blik!“
og B a g g e s e n s
„Naar som vi ofte ser desværre
Den Gode, Kloge lider Nød,
Mens mangen dum og nedrig Herre
Sødt slumrer midt i Lykkens Skød . . .“
og naar Punchen havde bragt Hjerterne til at
svulme højere og Modet til at koge over, dri
stede man sig endogsaa til P. A. H e ib e r g s
For ret os ved Jorden at fryde,
Vi skabtes til Frihed af Gud,
Fornuftige Love at lyde,
Men Ingens vilkaarlige Bud. —
Det var imidlertid efter Bedstefaders Me
ning at gaa over Stregen — han var jo sin
Konges tro og lydige Arve-Undersaat og Em
bedsmand og vilde ikke for Alt i Verden have
Ord for at holde Jakobinerklub. Han skyndte
sig derfor at give Stemningen en anden Ret
ning ved at foreslaa et eller andet idyllisk