ErikBøghFraMineUngeDage

den derpaa følgende Pavse havde varet til

strækkelig længe, brød En af Selskabet Tavs

heden med de Ord: „Om vi nu tog os en lille

Sang til denne prægtige Punch?“ — og saa kom

Visebøgerne frem, og Vise fulgte paa Vise efter

Forslag snart fra den Ene, snart fra den Anden.

Det var netop i „de gode gamle“ Drikke

visers sidste Blomstringstid. Z e t lit z , Abra-

h am s o n s , P. A. H e ib e r g s , Ed. S to rm s ,

F r a n k e n a u s , B a g g e s e n s og R a h b e k s Sange

skulde snart vige Pladsen for de nye Vaudeville-

Kupletter og trække sig tilbage til Klubberne,

men endnu i 1828—29 blev de 30—4 0 aarige

Viser sungne med fuldstændig Begejstring af

det Slægtled, i hvis Ungdom de havde været

nye. Det var en forunderlig højtidelig Stem

ning, der tonede gennem disse bakkiske Salmer.

A tte rb om kaldte den hos B e llm a n „en sorg

i rosenrodt“, og det kunde vel være ret be

tegnende for den yppige, overgivne Fredmans-

Sang, der skjulte Gravmuldet under et Rosen

flor, men i vore Drikkeviser er Forgængelig-

heds-Sukket saa fremtrædende, at man snarere

kunde tale om et Sørgeflor over Rosenkransene.

En af de Sange, der hyppigst aabnede Høj

tideligheden, begyndte saaledes: