46 / 399
38
Fordybningen til det midterste stod en lille Piede
stal med Husets største Kostbarhed, det omtalte
„Spilur“. Pillerne var dækkede af Komoder
og høje Spejle — alt naturligvis „fineret Ma
hogni“, og saa glat firkantet som muligt — og
oppe under Loftet hang Genstanden for min
mest ærbødige Beundring: en Glas-Lysekrone
med utallige straalende Prismer og Brillanter.
Saadan saa den Gang Salen i et ganske
velhavende borgerligt Hus ud. Nu om Stunder
vilde Enhver finde den symetriske Opstilling
af de faa Møbler og den store Plads paa det
bare Gulv „kedelig og uhyggelig“ — og jeg
selv vilde heller ikke kunne trives i et saa-
ledes møbleret Værelse; men denne tarvelige
Skueplads for de første Scener af mit Livs
Idyl kom i de mørke Barndomsaar, der fulgte
paa min Bedstefaders Død, til at staa som
Hjemmet for alle mine lyse Minder.
I al
sin fordringsløse Simpelhed dannede denne
rummelige Sal med sin Kreds af gamle Venner,
sin Selskabsglæde, sine stemningsfulde Sange,
sin Duft af Roser og Lavendler og sin Fylde
af Velvillie og Velbefindende en straalende
Modsætning til de trange Smaakamre for
mørkede og beklumrede af Fattigdommens Sorg,