85 / 399
77
Og Føret var forbistret slet,
Og Sædet kun et Agebrædt,
Der ikke var særdeles blødt,
Ialtfald mindre blødt end Kroppen,
Blev denne ubarmhjærtigt stødt
Ved begges Mod-hinanden-Hoppen,
Dog varede det kun
En Stund,
Før Brædtet gled
Og han sank ned,
Saa lang han var, paa Vognens Bund,
Men d e r var ikke
En Smule blødere at ligge —
Nei tværtimod! Ju st her fik Manden
Først gjennemstødt sin hele Krop
Saa grundigt, at vist mangen Anden
I hans Sted havde givet Aanden op.
Men saa fortvivlet blev dog ei vor Mads,
Han indsaae, at det k u n d e været værre,
Og sukked ydmygt: „Gud skee Lov, Vorherre
H ar ikke gjort os Mennesker af G las!“
Nu foer de tvende Dyr med dobbel Fart
Bagefter Fuglene ad Veien frem,
Og Manden i sin Vogn som næste Part
Kom ligerviis i Hælene paa dem.