91 / 399
83
omtalte „Tidsskrift for Frenologien“, der ophørte
at udkomme samme Aar, gav ham det fornødne
Æ rinde til Profeten.
Om han har tænkt paa Muligheden af at
faa en Udtalelse af Nordens største kranio-
skopiske Avtoritet angaaende de uudviklede
Æ vner og Drifter, der gemtes i mit Barne-
hoved, skal jeg lade være usagt. Jeg har i
alt Fald ingen Grund til Mistanke i den R et
ning; ti det laa saa fjærnt fra hans Karakter
at søge efter en Forudviden, der kunde for
urolige ham, at jeg langt snarere kunde tiltro
ham den størst mulige Tilbøjelighed til at „gaa
af Vejen“, hvor han kunde frygte for at blive
bebyrdet med en saadan. Vist er det, at jeg
meget længe maatte blive siddende alene ude i
Venteværelset, mens Fader gennemgik et Kursus
i Videnskabens højere Sfærer — at jeg langt
fra var forsynet med det Kvantum Taalmodighed,
der udkrævedes — at jeg begyndte at fantasere
over den Mulighed: at Fader havde glemt mig
og var gaaet en anden Vej ud — og: at jeg
desaarsag var meget nær ved at være græde
færdig, da Døren endelig gik op og Doktoren
fulgte ham ud i en meget livlig Samtale.
Først nu lod det til, at Doktoren lagde
6
*