166 / 795
154
Otto Mackeprang
ske, at De måtte kunne finde Dem i at tiltræde m it for
slag. Selvfølgelig sku lle jeg først have talt med Dem,
inden
jeg gik til Strøm, men da jeg egentlig var halvt
belavet på, at han og udvalget ville kassere det eller dog
rette på det, så mente jeg dengang, at det ville være
rimeligt foreløbig at skåne Dem“.
Men Heide ville have alt på det rene. Han skrev der
for til borgmester Øllgaard og forespurgte, om myndig
hederne kunne billige den angivne inskription. Først
hvis dette var tilfæ ldet, ville han meddele Nyrop det for
nødne. Sagen kom for den sam lede magistrat, der bemyn
digede borgmesteren til at forhandle med udvalgets for
mand og derefter træffe afgørelse. Resultatet blev, at
byens vise rnænd denne gang gav sig.55 Således kom Ny
rop også til at indlægge sig fortjeneste som forfatter her.
Det er sjæ ldent, at en kunstner så evnefuldt formår at
udtrykke sig med andet end sin egen kunsts midler.
Martin Nyrop s fodstykke er et fornem t kunstværk, i
sig selv et monument. Det er ikke langt fra, at det alene
som et ark itektonisk bygværk kunne have gjort det ud
for et værdigt mindesmærke for Absalon. I sammenlig
ning med fodstykket, som Anton Fernkorns rytterstatue
af ærkehertug Carl i W ien hviler på, og som uvilkårligt
leder tanken hen på en overdimensioneret sarkofag, vir
ker det Nyrop’ske arbejde helt igennem sundt og ægte.
Og så er det nøje tilpasset stedet, hvor det er rejst.
Underligt nok synes dette moment slet ikke at have væ
ret fremme under sagens behandling i borgerrepræsen
tationen. Umuligt er det at forestille sig Absalon-statuen
med et sådan udformet fodstykke stillet op f. eks. midt
på Ghristiansborg Ridebane eller på „Hesten“s plads på
Kongens Nytorv, således som der jo var talsmænd for.
Rent bortset fra virkningen i bybilledet er stedet på
Højbro Plads godt valgt. Ved udgravningerne til funda
mentet viste det sig, at der netop på dette sted — langt
under pladsens nuværende niveau — var en lille bøjning