HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn4Række

havns borgere i datiden har i hvert fald ikke været i

tvivl om, hvilke regler der gjaldt i så henseende, og vi

går næppe for vidt, når vi antager, at det principielt har

været biskoppens ombudsmand, der har udøvet doms

magten i København. I hvert fald tales der i 1275 om det

tilfælde, at en borger stævnes for nogen sag for ombuds

manden.39 Kun hvor det drejede sig om legemsfornær

melser og enkelte andre forbrydelser, tillægges der ud

trykkelig borgerne en vis medvirkning ved sagens afgø

relse. Et kollegium bestående af seks personer, nemlig

tre borgere og tre af bispens folk, skal træffe afgørelse

om straffens størrelse, og i tilfælde af stemmelighed skal

biskoppen tiltræde som opmand.40 Her foreligger en ord

ning, som minder en del om landskabslovenes næv

ningeinstitution; men bestemmelsen frembyder særlig

interesse på et par punkter. For det første fordi dette

kollegium øjensynlig var berettiget til at foretage en ret

fri strafudmåling, medens landskabslovene — og for den

sags skyld de fleste straffelove helt op til den nyere tid

her i landet — var præget af et tariferingssystem, der

ikke åbnede nogen plads for skønnet. For det andet fordi

stadsrettens bestemmelse udtrykkelig foreskriver, at det

omtalte kollegium skal foretage en omhyggelig undersø

gelse af sagen, forinden afgørelsen træffes. På dette

punkt er der en iøjnefaldende forskel mellem landskabs

lovene og stadsretten, idet landskabslovene ikke inter

esserede sig synderligt for, hvorledes nævningene kom

til deres overbevisning. Hvad der ligger bag ved byret

tens regel, er ganske klart. Det er den kanoniske rets

procesmåde, som har været forbillede for reglen.

Med udstedelsen af stadsretten af 1254 måtte Jacob

Erlandsen mene, at han havde ordnet forholdene i Kø

benhavn så godt, det stod i hans magt. Han havde fået

borgerne til enstemmigt at acceptere den ordning, som

Den københavnske stadsret af 13. marts 1254