En B rønsh øj-S k olem ester fortæ ller
573
mange af de flinke Drenge og Piger, skønt de fleste nu
sagtens er gledet ud af Hukommelsen: Christian Schar-
Iing (velmeriteret Slagtermester i Brønshøj), Edvard
Dobel, Oluf Hansen (Biografdirektør i Brønshøj), Marie
Dobel, Christiane Scharling samt Smed Eliasens Børn.
Chr. Scharlings Far var Brandfoged og vilde gerne
have mig til Brandmand ved Sprøjten, skønt jeg kunde
oplyse ham om, at min Stilling fritog mig for dette ædle
og nyttige Hverv. Nede ved Søen (kaldet Louises Hul)
var lagt en Ildtænderfabrik, hvis Kedel stundom kogte
over, saa der blev Brug for Sprøjten. Christian Scharling
tudede saa i Brandhornet, og var det ved Nattetid, kunde
det hænde, at den brave Graver og Binger Jens Mogensen
maatte op i Kirketaarnet og slaa nogle Slag paa Klokken
for at vække den slumrende By.
Det var kort sagt en Idyl, og da der begyndte at gaa
Mummesnak om, at Hovedstaden nærede skumle Planer
om at indlemme Brønshøj Sogn, maa jeg sige, at dette
ikke just var efter
mi n
Kogebog. Nok kunde jeg se,
at Skoleforholdene i flere Henseender vilde blive bedre,
navnlig hvad Lokaler og Fag angik, men det, som jeg
altid har sat højest: Friskheden og Friheden, vilde gaa
tilbage og stivne — saa jeg en Tid tænkte paa at søge
bort.
Børnenes Læreevner fejlede intet: Nogle var rene Reg-
nemestre, f. Eks. Christian Nielsen, Søn af Gartneren i
Karolis Minde. Dertil godt Humør med lidt Løssluppen
hed, det gav os paa begge Sider mange glade Timer.
Saa fik Skolen en Dag B ispevisitats. Bispen ansaas i
de Tider for en stor og fin Herre, og naar hans Karet
paa Vejen ud i Sognet kunde ses fra Kirketaarnet, blev
der kimet til Ære for den høje rejsende, der tog ind i
Præstegaarden. Nu har Bisper, Provster og andre gejst
lige ikke noget mere at gøre i Skolen. Vi 2 Lærere op-
traadte i Kjole og hvidt (jeg laante et saadant Klæd




