588 / 795
576
Vald. Møller
for mig at faa sagt et Par fattige, trøstende Ord til Mo
deren; der sad ligesom en Klump og stoppede i min Hals,
og Taarerne stod i mine Øjne. Vi glemte ham aldrig. Saa-
dan vekslede Livet i den gam le Landsbyskole med Glæde
og Sorg, saaledes som Livet vel former sig for de fleste
a f os.
— Naar jeg nu som bedaget Skolemester tænker til
bage paa hin Tid, føler jeg, at jeg staar i Gæld til Skæb
nen, der forundte mig d isse Aar sammen med de friske,
frejdige og gode Børn. De andre Skoleformer, som jeg
i rigt Maal kom ind i under min københavnske V irksom
hed, tiltalte mig ikke nær saa meget, skønt jeg nok kunde
se, at de ny Forhold rummede visse Fordele. Men tænk
— som det hændte mig — at dumpe ned i en Hovedstads
skole med 15— 1600 Børn efter at have haft Aarene ved
den lille Skole.
Aldrig vil jeg glemme den skønne Tid, selv om jeg nok
er klar over, at der hviler et romantisk Skær over den.
Der var Frihed og Glæde, vistnok paa begge Sider.
Jeg skal da slutte med en Tak til de mange gode E le
ver, jeg havde ved den lille Skole, hvor vi selvsagt kom
hinanden nærmere, end T ilfæ ldet er ved Skoler med et
halvt hundrede Klasser. Her lærte vi hinanden godt at
kende og blev gode Venner. T illiden groede frem hos os,
og den er jo en meget vigtig Betingelse for et godt Sam
arbejde. Det gam le Ord: Lysten driver Værket passede
godt paa Brønshøj gam le Skole, hvor baade Børn og
Lærer var veltilfredse.
Ved Overgangen til den københavnske Skoleform
svandt Idyllen.