53 / 104
52
To Engles Røst til A lderdommen toner:
Det lyse
Haab,
den rene
Kjærlighed;
Det Haab, som stod for os i Ungdomshaven
Og fulgte trofast os:
vort Haab til Gud
Og
Brødres
Hjerter — engang tyst ved Graven
Slaar
Kærligheden
Andagtsvingen ud.
See, — derfor virker jeg saa glad og gjerne
For Bygningen, som staar ved Volden hist;
Jeg ønsked saa, at tænde Haabets Stjerne
Og skabe Blade paa den nøgne Qvist;
Ved Eders Trøst, ved Hjelpen, som I yde
Skal mangen bitter Taare standses
der;
De kjære Gamles Hjerter vil sig fryde,
Og Eder — lønner Gud i Aftenskjær.
Thi lad mig da af trofast Hjerte bringe
Den Tak, som ydes bør den Armes Ven!
Vor Vej adskilles,
— dog skal Toner klinge
Om hver en Stund, der svandt ved Veldaad hen ;
Og hver, som stræhte Trøstens Gud at ligne,
Han slynged friske Roser
0111
sin Lok. —
Hav Tak, I Brave! Himlen Eder signe,
Tak! — Tak, Du
kjære danske Broderflok !
Garbrecht.
Grosserer Garbrecht var i mange Maader Haandværker-
stiftelsen en god Ven. En Tid lang skænkede han aarlig
et Beløb til Indkøb af Brændsel til de Gamle.
Overhovedet indgik der mange »milde Gaver« i disse
første Aar, da det kunde være vanskeligt for Direktionen
at faa løst Spørgsmaalet om Pengehjælp til Beboerne.
Denne Velvillie overfor de Gamle gav sig helt rørende