297 / 308
292
venligt Farvel. Vi troede, at han alt var langt
borte paa Veien over Termini til Palermo, da
han, som vi sad ved Bordet, viste sig for os
med følgende lille Tale: »Nu er jeg færdig,
Herrer! til at reise, men forinden vilde jeg dog
gjerne bede Eder, ikke at bære nogen Vrede
imod mig, fordi jeg, som I nok mindes — forløb
mig. — I erindre det nok?«
Men vi huskede det ikke.
Jeg anfører dette Træk af en aldeles usleben
Karl, fordi jeg har saamegen Grund til at paa-
skjønne de brave Sicilianere.
Der blev nu holdt Raad om, hvorledes vi skulde
*
tiltræde Reisen igjennem Calabrien. Da Verten
hørte, at vi vilde gaa igjennem Calabrien og ikke
opholde os mange Dage i Messina, korsede han
sig og forsikkrede, at vi satte Livet paa Spil.
Vi troede, at han som Gjestgiver heller vilde be
holde os noget længere, da Dampskibet var under
Reparation, og satte ikke Lid til hans gode Raad.
Strax efter indfandt en Opvarter sig — en
rask, ung Knøs, som gjorde sig et Ærinde og
præsenterede sig som indfødt Calabreser.
Han forsikkrede, at man reiste ligesaa sikker
i Calabrien som noget Sted paa Sicilien, naar
man blot ikke røbede formegen Velstand. Vi
troede ham og bestyrkedes i vort Forsæt.