294 / 308
289
en Skrænt, hvis Farer vi kunde gjette os til,
naar Æslerne reve Stenene løse, og vi hørte dem
trille ned. Engang imellem lød Førerens Raab:
»Lasciate gli muli! Signori!« o: vi skulde over
lade A lt til Æslerne.
Efter et langt Quarteers Svæven imellem
Liv og Død viste der sig nedenunder et Lys —
det var i Agnuni. Da bleve vi glade og klappede
hver sin Somarello, der havde baaret os saa for
sigtigt og som en Hund havde sat sig paa Bagen,
hvergang det kneb.
I Agnuni havde man A lt, hvad vi kunde
ønske, blev der sagt, endogsaa Senge i et stort
Huus ude i Haven, men da Tiden kom, fandt vi
et Brædeskur, halvt opfyldt af Citronkasser, og
en af dem fik jeg til Hvilested. Sengeklæder
eller Halm var ikke til at opdrive, og Lys maatte
vi ikke faae, af Frygt for Ildebrand.
Det var forsiide til at søge Ly andetsteds.
Jeg maatte altsaa tage tiltakke med min Randsel
under Hovedet og den vaade Kappe over Benene.
Mine Fødder hang udover Citronkassen.
Da den længe ønskede Morgen endelig ind
fandt sig, glemte vi snart Nattens Lidelser, ved
at see Ætna ligge ligeudenfor, i sin Storhed,
belyst af Morgensolen. Regndagene havde ganske
1 9