293 / 308
2 8 8
Vi sad endnu ved Maaltidet, da en Mand
kom ind og trak sin Hest bagefter. Da vi hørte,
at han var kommen over Floden, brød Selskabet
strax op til Afreise.
Ved Flodbredden saae det dog endnu be
tænkeligt ud. Ingen af Førene vilde være den
første, førend en Knøs skammede dem ud og
tilbød sig. Da hans Æ sel var kommet ud i den
rivende Strøm, blev der almindelig Taushed, og
da han lykkeligt var sluppet over, fulgte vi
Andre efter.
Kun Mariana, som sad bagpaa Ernestos
Æ sel, faldt i Vandet, men slap ined at blive
vaad. Glæden yttrede sig nu i, at Alle begyndte,
hver i sit Tungemaal, at synge sine Viser.
Saaledes gik Reisen meget behageligt, indtil
vi nærmede »s Byen Agnuni, men da var det
allerede A ften, og Mørket var nærved at hindre
den Ene i at see den Anden.
Paa een Gang standsede den forreste Fører
Rækken ved sit Raab. Der var et farligt Sted —
en smal S ti, som førte ned af Bjergsiden. Til
Venstre var der en Skov, eller idetmindste
Træer, da Grenene nu og da slog os i Ansigtet,
og Royer mistede sin Hat; til Høire havde vi