295 / 308
290
renset Luften, og en kold frisk Vind mindede
om en klar, dansk Vintermorgen.
Efter nogle Migliers Ridt fik vi atter en
Flod, Giaretta, at passere, langt bredere end den
sidste. En Færge var der, men ingen Færge
folk — det var en Søndag.
x\t vende tilbage til Agnuni var næsten be
sluttet, da en af Førerne lod et Ord falde om,
at naar man blot red ret langt ud, udenfor
Mundingen, kunde man vade over Sandbankerne
ved Hjælp afÆslerne. Jeg foreslog at forsøge dette.
Marianas Æ sel havde gjort denne Søreise til
forn og kjendte Veien; han skulde altsaa ride i
Spidsen, og efter ham fulgte jeg.
Da vi kom saalangt ud, at Vandet naaede
op til Sadlerne, blev Sagen lidt betænkelig. Æ slet
havde sin Nød med at modstaae de udstrømmende
Bølger, og for at blive paa Dyrets Ryg maatte
jeg klemme mig fast om dets Hals.
Det lykkedes o s, men vore Venner vare
endnu derovre.
Hverken Ravelli eller Greven,
som havde seet Faren, vilde prøve derpaa.
Mariana vendte tilbage for at hente de Andre,
og imidlertid fik jeg mig mine Klæder tørrede
paa den varme Sandbred.