307 / 308
302
den tilsidst saa krampagtig, at vi i Exaltationen
endte den med at knuse Glassene mod Steen-
gulvet og at hugge Benene af alle vore Stole.
Tidligt næste Morgen indfandt Vennerne sig
igjen, lidt forsvirede, for at følge os hen til det
Sted, hvorfra Vetturinen skulde afgaae.
Thorvaldsen var med, for i dette Selskab,
tilfods, at følge os til Pontemolle.
Da jeg
skulde stige ind i Vognen, omfavnede han mig
og satte en Ring paa min Finger, og aldrig har
jeg forladt noget Sted — ikke engang Kjøben-
havn — med saamegen Hjertets Bevægelse, og
endnu græder jeg ved Erindringen.
Onsdagen d. 14de Sept. 1825 kom jeg til
bage til Kjøbenhavn.
Efter Prindsens Ordre gjorde jeg de gamle
Akadem i-Professorer min skyldige Opvartning.
Jeg mærkede allevegne, hvilken Talsmand, jeg
havde haft i Akademiets høie Præses, og den 7de
November, da Valget skulde afgjøres, faldt Stem
merne paa mig.