104 / 722
Else Margrete Kjerrumgaard-Jørgensen
fulde Paaklædning fra Klubbens ældste Tid og dekrete
rede, at der skulde „rides i Knæbenklæder eller Ga-
mascher og Hue“.134 — Men D.B.C.s Ledelse blev ufor
trødent ved med Forsøgene paa at gøre noget ud af Klub
turene i Begyndelsen af 1890’erne. I April 1890 opstil
lede den et smukt Program for Aaret, omfattende tolv
Ture, dels hurtige, der skulde gaa til fjernere Steder saa-
som Odense, Frederikssund og Fakse, dels langsomme,
der holdt sig til Byens Nærhed, f. Eks. Farum, Frederiks-
dal eller Hørsholm. Men der mødte til Stadighed kun faa
eller ingen Deltagere. Dette triste Faktum fik D.B.C.s
nye — i Efteraaret 1890 valgte — og energiske Formand
Overretssagfører Emil Staal til at skrive et Opraab i
„Cycletidende“ i April 1891, hvori han fastslog K lubtu
rene som Sommersæsonens Hovedopgave og kraftigt op
fordrede til stor Deltagelse i Turene. Dette Opraab gav
Anledning til en venskabelig D iskussion, idet Staals Kol
lega Viggo Lachmann imødegik hans Opfattelse af Klub
turenes Betydning og gav den nærliggende Forklaring
paa deres ringe Succes, at Folk hellere vilde køre ud med
nogle faa Venner, som de vidste, at de passede sammen
med „ikke blot i Benkræfter, men ogsaa i Tænkemaade“ .
Men det samme Nummer bragte et m indst lige saa til
talende Program som det forrige Aars for Klubturene,
idet der adskillige Gange var fastsat to Ture, en hurtig
og en langsom , til samme Dag, saa at der rigtig skulde
være noget at vælge imellem. Og i Bladets følgende Num
mer hævdede Staal i et Svar til Lachmann det vedbli
vende som Cykleklubbernes „Pligt at arrangere mange
og gode Klubture“ og lovede, at D.B.C. i hvert Fald
skulde gøre sit i denne Henseende. Alt dette skete i S lut
ningen af April, og allerede midt i Juli maatte D.B.C.
meddele, at man nu havde opgivet de for Sommeren an
134) Ct. 1891.88.1.