101 / 722
Københavnsk Cyklisme 1890—1900
87
Vejene for dem, slog efter dem med Pisken, eller stod af
Vognen for at give dem en Omgang Klø. Cykleklubberne
sørgede som Regel for, at de værste Tilfælde kom for Ret
ten, hvis ikke det skete paa anden Maade.124
Ogsaa Hundene paa Landet var en Plage. De blev ikke
opdraget til at se Cyklister køre forbi, men bed eller for
fulgte dem. Cyklisterne prøvede at forsvare sig med en
Hundepisk eller ved at kaste med Sten. Ved Midten af
Halvfemserne blev det dog bedre.125
Før var det en Sport at cykle, nu blev det mere og mere
en Befordringsmaade. Cyklisterne gik derfor bort fra
Klubdragten eller den særlige Sportsdragt med Knæben
klæder. I Stedet kom Cykleklemmerne126 og det daglige
Tøj, som dog ikke var alt for bekvemt: „det stivede L in
ned hører nn engang med til en anstændig Paaklædning,
men det egner sig forbistret daarlig til Cyklebrug“, siger
„Cyclen“.127 Men Cyklesporten bidrog her ligesom for
Damedragtens Vedkommende til Klædedragtens For
bedring.
Skønt de fleste Cyklister ikke var Medlem af nogen
Klub — Klubcyklisterne kaldte dem de „vilde“ Cykli
ster128 — blomstrede Foreningslivet i disse Aar, og Klub
bernes Medlemmer havde megen Fornøjelse og Støtte af
deres Foreninger, hvis Arbejde i mange Henseender kom
alle Cyklister til gode, ogsaa de „vilde“.
Af de københavnske Cykleklubber fra Ordinaryens
Tid havde kun
Dansk Bicycle Club,
eller
D.B.C.,
som den
kaldtes i daglig Tale, vist sig rigtig levedygtig. Den lille
124) F. Eks. Ct. 1891.386.2 (Nr. 76), 411.1 (Nr. 79), 444.2,
1892.719.1, 739.2, 978.2 f., 1059.1, 1893.1821.2, 2036.2. — C. 1895. 26.2,
41.1, 515.1.
125
) Ct. 1891.401.2 (Nr. 78), 403.2 (Nr. 78). — C. 1895.316.1.
126
) Th. Lippert: Lærebog i Cycling, 1898, S. 18.
127
) C. 1900.17.2.
128
) Ct. 1891.50.1.