99 / 722
Københavnsk Cyklisme 1890—1900
85
men har aabnet for sine Udøvere: „Cyklende en Aften
langs en Flod, mens Træer og oplyste Huse gled mig
drømmeagtig forbi, følte jeg mig som en Blomst, der,
løsrevet fra sin Plet Jord, føres bort af Vinden og med
undrende Øjne ser en hel ny Verden rulle sig op“.
Cyklismens Venner var til enhver Tid parate til at
forsvare den, hvad der ofte var paakrævet, for den havde
mange Fjender.
I København ansaa en Mængde Fodgængere Cykli
sterne for at være farlige for den offentlige Sikkerhed,
og Færdselsproblemet var naturligvis ikke blevet mindre,
efter at Cyklisterne var kommet til. Cyklepressen opfor
drede til Stadighed Cyklisterne til at køre forsigtigt og
optræde korrekt, ikke blot af Hensyn til de vejfarendes
Liv og Lemmer, men ogsaa af Frygt for, at nye Politi
vedtægter skulde gøre Indskrænkninger i Cyklisternes
Frihed.120 I disse Aar, da Cyklismen bredte sig saa stærkt,
forstod.Myndighederne jo, at der maatte detaillerede Be
stemmelser om Cykelkørsel til. Og i en hel Del Færd
selsulykker var Cyklisterne desværre implicerede eller
skyldige.
Ogsaa Rytterne stod meget skarpt overfor Cyklisterne.
De kunde ikke enes om Ridestierne, hvor Cykling var
tilladt efter Politivedtægten, og det kom undertiden til
alvorlige Sammenstød. Saaledes fik i 1895 en Grosserer
en Dom ved Kriminal- og Politiretten for at have slaaet
en Cyklist med Ridepisken.121
Pressen vidste, at Cyklismen altid er godt Stof, og be
handlede den jævnlig. De forskellige Blades Stilling til
Cyklekørslen beroede vel for en stor Del paa, i hvor stor
Udstrækning Cyklister var repræsenterede i Redak
tionerne. Undertiden lod en særlig Begivenhed Cyklismen
rykke i Forgrunden som Avisstof. En redaktionel Artikel
120
) F. Eks. Ct. 1891.35.2, 49.2, 118.1, C. 1898.595.2.
121) Avisen 4. Juli 1895.