325 / 722
Smaastykker
3 1 1
gaves absolut ingen Lettelser eller Frihed for Stæv-
ningsmændene.
Politiforeningen, der blev dannet i Slutningen af
Halvfemserne, ansøgte Politidirektøren om et Antal
Lommelygter til Brug for Natpatrouillerne og Stæv-
ningsmændene, men Ansøgningen blev afslaaet med
den Begrundelse, at Anskaffelse af et større Antal
Lommelygter vilde koste et Par Tusind Kr., og at der
i øvrigt ikke skønnedes at være Brug for Lommelygter. Undertiden kunde det gaa livligt til paa Stationen,
særlig Fredag, Lørdag og Søndag. Spiritussen var jo
billig dengang, og der kunde paa saadanne Aftener
være 10—12 berusede Personer stuvede sammen i Stationens 3 Detentionslokaler, hvor der kun var Ligge-
plads til 2 Personer i hvert. Der opstod derfor altid
Skænderi mellem de internerede om disse Liggeplad-
ser, og ofte kom det til blodige Slagsmaal. Saa maatte
de vagthavende Betjente ind at skille de stridende ad,
eventuelt give en eller to Haandjern paa, men Spektaklerne vedvarede gerne til hen ad Morgenstunden,
før der faldt Ko over Gemytterne.
Ved Syvtiden om Morgenen blev samtlige internerede taget ud af Detentionen og fik anvist Plads paa
Bænke i Vagtstuen. De, der havde fast Bopæl, blev
løsladt, medens Resten, d. v. s. alle de, der ikke var tilmeldt ved nogen af Stationerne (der fandtes dengang
ikke noget Folkeregister), blev holdt tilbage for senere at blive transporterede til Domhuset til Fremstilling i den offentlige Politiret med paafølgende Bødeafsoning.
Det var en ynkelig Samling Menneskevrag, der saa-
ledes blev holdt tilbage. Alt Livsmodet fra Natten var
forsvunden. Tavse, blege og rystende sad de paa Bænkene. Hver især fik y2 Flaske Hvidtøl og et flækket,
belagt Surbrød. Øllet drak de, men Maden lod de staa
eller puttede den i Lommen.
Ofte bad en eller flere af disse forhutlede Stakler
de vagthavende Politibetjente om en Snaps Brændevin, men saadanne Bønner blev kun opfyldt, hvis en
iblandt dem viste umiskendelige Tegn paa begyndende Delirium. Symptomerne derpaa var forskellige.