666 / 722
652
Ernst Priemé
ring ikke hidtil har yttret sig ved urolige eller freds-
forstyrrende Optrin,13) saaledes bør det formentlig
ogsaa haabes, at man ad denne Vej ligeledes fremti-
digen vil se sig i Stand til at vedligeholde den offen t
lige Orden“.
Tømrer- og murersvendene havde dog ikke afventet
vinket fra oven om den „uofficielle H jem sendelse“ af de
tyske Svende. Så tidligt som den 3. maj meddelte tøm
rerlavet magistraten, at „alle fremmede Svende er afske
digede og affærdigede fra Laugets Side med Undtagelse
af 2, som har haft Arbejde her over 10 Aar, og 3 eller 4,
for hvilke der skal være lyst til Ægteskab. De danske
Svende har vel opponeret herimod, men Billighed synes
dog at tale for Magistratens Mening, at de omtalte Svende
forbliver her i Staden“.
Inden for Murerlavet erklærede størstedelen af me
strene, at „de for Tiden ingen fremmede Svende har“,
og oldermanden kunne kun nævne to mestre, der endnu
holdt fremmede svende, og en ved navn Berlin, der for
modedes at gøre det.
Men kunne svendene ikke få myndighedernes velsig
nelse til en officiel bortvisning af de fremmede, søgte
de at komme dem til livs ad andre veje. Den 22. jun i
behandlede borgerrepræsentationen et andragende fra
tømrersvendene, indeholdende følgende fem punkter:
„1) Ingen fremmed Svend maa sættes i Arbejde, saa-
længe danske Svende er ledige, eller
*3) Denne vurdering af stillingen stemm er ikke overens med M.
Goldschm idt’s „Dagbog“ i „Nord og Syd“ (1848). Han skriver i en
optegnelse, dateret 3. m a j: „Hobe af Haandværkere trænge ind i
Værkstederne og tvinge Mestrene til at udjage deres tyske Arbej
dere. Er her en Presse? Intet Blad om taler Sligt, medens Kjends-
gerningen sniger sig fra Mand til Mand og vækker Angst, og de
Haandværkere, som er uskyldige i en saadan Brutalitet, blandes
sammen med de skyldige“.