11 / 259
En kvalitetsbevidst greve og en død murer
Af Kirsten Lindberg
Det, ovennævnte to herrer har til fælles, er, at de i dag kan hjælpe
os til forståelsen af, hvorledes det københavnske byggeri udforme
des i begyndelsen af 1700-tallet, inden den store bybrand i 1728
gjorde kål på det meste. De bedste kilder til belysning af husenes
beskaffenhed er brandtaksationer og prioritetsvurderinger; de
første findes dog først fra Kjøbenhavns Brandforsikrings etablering
i 1731 og hjælper således ikke her, hvorimod de sidstnævnte i hun
dredevis findes bevaret for tiden mellem 1712 og 1728, suppleret af
et beskedent antal tilbage til 1693. Dertil kommer i skifterne en del
kopier eller uddrag af prioritetsvurderinger fra tiden efter 1681;
disse er dog som regel knapt så fyldestgørende. Man er altså gan
ske godt hjulpet i studiet af bygningerne - de færdige bygninger vel
at mærke, men med hensyn til selve byggeprocessen er det straks
lidt mere skralt. Her er det, greven og mureren kommer ind i bille
det med hver sin hjælpende hånd.
Forgængeren for grevens gård
Den kvalitetskrævende greve var Christian Ditlev Reventlow, ejer
af en af byens største gårde mellem Købmagergade og Pilestræde i
Købmager Kvarter,
matr.nr. 14/1689.1
Oprindelig var den store grund delt i to af byens rende og den
vestlige del allerede i 1400-tallet bebygget med en gård tilhørende
Hartvig Krummedige; gården blev pantsat og først i 1524 indløst
igen af Henrik Hartvigsen Krummedige,2 som samtidig udvidede
med den østlige del, hvilket der var god raison i, eftersom renden
blev nedlagt omkring denne tid, så der blev tale om en virkelig stor,
sammenhængende grund. Krummediges datter Sophie arvede
gården, hvilket betød, at hendes mand Eske Pedersen Bille til Svan-
holm fik skødet, for dengang kunne en gift kvinde ikke besidde
ejendom.3
Der findes et brev fra 1538, skrevet til Sophie Krummedige af en
Jens Oluffsøen vedrørende opførelse af en ny gård på grunden.4
9