![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0012.jpg)
Kirsten Lindberg
Det er enestående med sine oplysninger om materialer, leverancer
og arbejdsgange. At det var fruen, der var bygherre, var ikke så
usædvanligt, for gemalen var travlt optaget som statholder. Jens
Oluffsøen ledede opførelsen af gården, var bygherrerepræsentant,
men tydeligvis også med andre funktioner, idet han beflittede sig
med den daglige husførelse på andre leder. Han var en høflig
mand, der konstant skrev »kære frue« og indledte med at omtale
sig selv som både ydmyg, underdanig, villig og i tro tjeneste, helt i
tidens ånd, men derudover var han nu en selvbevidst mand, der på
forbilledlig vis redegjorde for, hvor langt byggeriet var kommet
uden at forfalde til unødig smiger af fruen. Først fortalte han, at
grundvolden under huset var færdig, og foden muret; der må altså
have været tale om et solidt hus med enten grundmuret kælder
eller i det mindste en grundmuret sokkel. Videre berettede han, at
huset var kommet til byen, og at tømmermanden havde forklaret,
at gavltømmeret befandt sig i Halmstad sammen med alt det andet
tømmer, der skulle bruges. Nu vides altså, at gården skulle bygges
som et såkaldt »mærkeligt« hus, hvilket vil sige et købstadshus.5
Den særegne angivelse af husets arrivering havde sin årsag i, at
husets konstruktive dele, ganske som det var almindeligt, var til
dannet på tømmerets hjemsted, hvorved man sparede at transpor
tere træ, som siden skulle borthugges. Tømmermanden manglede
videre lægter og lægtesøm samt rafter, som han skulle strø loftet
med, før han satte spær på. Meningen må enten have været, at raf
terne skulle bære gulvbrædderne i tagetagen, altså være strøer, eller
snarere at de skulle tjene som gangbrædder under det videre arbej
de. Alt tømmeret skulle komme fra Halland, men nu ville Oluffsøen
grumme gerne vide, om han skulle hjemsende håndværkerne, når
de havde opsat dét, der allerede var leveret, eller om han skulle
lade dem vente. Der var selvfølgelig også mulighed for at købe
tømmer i byen, men som den gode bygmester, han var, måtte han
naturligvis også tage prisen i betragtning og gjorde derfor opmærk
som på, at dersom han skulle købe det i byen, ville det blive meget
dyrt. Staden havde som bekendt kun lagt ganske kort tid bag sig
siden belejringen, og på mange områder var der endnu dyrtid. Så
nu havde fruen altså bare at tage stilling til, hvad der skulle ske.
Med hensyn til mursten var det slet ikke muligt at opdrive flere
her i byen; de sten, der allerede var brugt til fundamentet, havde
10