HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

Kirsten Lindberg

gen af forbruget af tømmer, dets sammensætning og tildannelsen,

mens selve samleprocessen snildt kunne foregå uden hans opsyn.

Rejsningen af taget hørte snævert sammen med stolpe-bjælkekon-

struktionens opsætning; pålægning af tagsten var noget, enhver

blot nogenlunde ferm mand kunne gøre. Det var sandelig også

noget, der tit gik for sig, thi tagstenene var uden fals; vingetegl

fremkom først efter 1550. Endnu brugtes bæverhaler eller hulsten*,

men disse blev kun lagt i et lag, og det måtte uvægerligt medføre

utætheder, uanset hvor grundigt der blev skelnet med kalk iblandet

fæhår. I det herværende fugtige klima medførte utæthederne ofte

råd i spærværket, og så var der ikke andet for end at pille alle ste

nene ned og udskifte tømmeret. Stråtage var på grund af brandfare

uønskede, lejebrevene havde allerede i langt over hundrede år for

dret stentage; ikke desto mindre mindedes borgmester Resen siden

hen, at da hans morfader i 1598 lod bygge nyt hus på

34/1689, Nørre Kvarter, på hjørnet af Nørregade og Studiestræde,

afløste dette et hus med stråtag og klinede vægge.7

Tegltag lagt af hulsten med

»munke« og »nonner«.

Tegning af Jacob Blegvad i

Gorm Benzon og Anders

Nielsen: Danske bygnings

udtryk, Kreditforeningen

Danmark, 1983.