København under Belejringen 1807.
117
l ie r n e skulde været førte til Holsten, men paa Grund
af Bæltets Spærring kom de ikke længere end til Sorø,
hvor daværende Amtmand Stemann lod dem nedlægge
i Mogens Gøes Ligkiste. Det kongelige Guldservice blev
nedgravet i Haven paa Gisselfeldt.
II.
Den 16. Aug. var Englænderne gaaet i Land ved
Vedbæk. Der blev fra dansk Side ikke foretaget noget
for at hindre dem deri, — man havde ligesom ikke rig
tig troet paa, at det skulde blive Alvor. Selv den Øverst
kommanderende delte denne sangvinske Forhaabning:
En smuk Sommeraften, da General Peymann fra Cita
dellets Volde saa ud over Sundet og den engelske Flaade,
sagde han til sin Ledsager: »Det aner mig stedse, som
der kommer engang en Ordre til hine Skibe at sejle
bort, og ikke angribe os. Hvi skulle de ellers ligge saa
rolige?« *)
Men desuden var det den almindelige Mening, at
Englænderne for deres egen Skyld nok vilde vogte sig
for en Landgang. I København hørte man daglig den
Talemaade: »Lad dem bare komme i Land, saa har vi
dem!« Man havde jo endnu 1801 i frisk Minde. Den
gang havde man dristig bundet an med den engelske
Flaades Veteraner, anførte af Tidens største Søhelt. Hvor
meget mindre skulde man da frygte en engelsk Land
hær, sammensat af Lejesvende og misfornøjede Hanno-
veranere! Man havde endvidere fra 1801 en Forestil
ling om, at de engelske Granater ikke duede. Det var
»svenske« Bomber, sagde man; de knaldede i Luften
og gjorde ingen Skade. De sagkyndige mente vel, at
denne Iagttagelse for saa vidt var rigtig, som det i Sla*) Thom. Bruun: Kiøbenhavns Beleiring, S. 57.