118
København under Belejringen 1807.
get paa Rheden havde været Fjendens Formaal at over
øse de danske Skibsdæk med Granatstumper; men hvor
det gjaldt om at skyde efter Bygninger, kunde de samme
Bomber meget vel bringes til først at eksplodere, naar
de naaede Jorden. Men Menigmand blev ved sit: De
engelske Bomber duede ikk e .1)
Saa kom da Fjenden. Kort efter at Landstigningen
var paabegyndt, vidste man i København, hvad der gik
for sig, og en Følelse af, at Alvoren nærmede sig, greb
alles Sind. Forfatteren T h o m a s O v e rs ko u , der som
9 aars Dreng oplevede Belejringen, fortæller som gammel
Mand om dette betydningsfulde Øjeblik:
»Det var en skøn Søndagmorgen, da Englænderne opfyldte
vort Ønske og gik i Land. K lokkerne løde, Generalmarschen
blev slaaet, de Militære ilede under Vaaben, Studenterne fore
afsted for at blive forsynede dermed, af og til hørtes dumpe,
drønende Skud fra Strandkanten, enkelte Andægtige vandrede
til Fruekirke. N u , da Øjeblikket var forhaanden , kæmpede
Enthusiasm en i A lles Bryst med bange Anelser, og den dejlige,
stille, klare Morgen gav den h ele urolige Bevægelse en b esy n
derlig H øjtidelighed, som har indpræget sig dybt i m in Sjæ l.«2)
Englænderne spildte ikke Tiden; allerede den næste
Dag stod de i en Linie fra Vibenshus langs Jagtvejen og
Falkoneralléen til Frederiksberg. Endnu d. 16. om Efter
middagen blev der fra København afsendt to Kanoner
med tilhørende Ammunition til General Castenskjolds
Korps i Roskilde; men det var ogsaa den sidste T rans
port, der slap ud , og medens Tøjhuset i København
stod fuldt af Kanoner og Geværer, maatte Castenskjold
og Oxholm væbne deres Landeværnsfolk med gamle
Sabler og hjemmelavede Spyd. Da Kørekarlene fra den
ovennævnte Transport vendte tilbage til København,
x) Thom. Bruun, S. 72.
2) Overskou, Af mit Liv og min Tid, S. 53.