København under Belejringen 1807.
121
Skippere: at de i paakommende Tilfælde skulde hugge
Hul i deres Skibe for at kunne sænke dem. Havnen
var stuvende fuld af Handelsskibe, og da denne Plan
blev bekendt, søgte Rederne, som rimeligt er, først at
redde de kostbare Ladninger. Paa Grosserersocietetets
Vegne androg Grosserer Fr. Tutein d. 29. Aug. hos Ma
gistraten om Tilladelse til at faa overladt de tvende Kir
ker paa Kristianshavn med deres Kirkegaarde og Hvæl
vinger til Oplagsplads for disse Skibes Ladninger. Ma
gistraten sendte Andragendet videre til Kancelliet med
sin Anbefaling, men der kom ikke senere noget Resultat
ud deraf, og Ordren med Hensyn til Skibene blev ikke
udført.
Et andet Ødelæggelsesværk blev derimod delvis
bragt til Udførelse, nemlig A f b ræ n d in g a f F o r s tæ
d e rn e . D. 17. Aug. udstedte Peymann følgende Prokla
mation :
Om stændighederne ere af den Beskaffenhed, at det muligen
kunde blive en tvingende N ødvendighed at lade Forstæderne
eller de saakaldte Broer afbrænde. Magistraten i K iøbenhavn
v ille, ved at avertere Broernes Indvaanere h erom , tillige til-
kiendegive d em , at man paa ingen Maade kan tillade, at de
med deres Gods indlades gennem Fæstningsportene i Staden,
men det forbydes dem at søge Tilflugt ind til Fæstningen. D er
im od b liver den sikreste Vei for dem, ifald Afbrænding befales,
at søge Redning for sig og Gods til Frederiksberg og videre ud
i Landet.
Citadellet Frederikshavn d. 17. Aug. 1807.
Peymann.
Trods denne Anvisning, der samme Dag blev be
kendtgjort af Magistraten ved en Raadstueplakat, strøm
mede dog alle Indbyggerne fra Forstæderne ind i Byen,
da Afbrændingen senere blev iværksat.
D. 19. Aug. ind traf til Magistraten følgende Ordre
fra General Peymann: