Previous Page  105 / 306 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 105 / 306 Next Page
Page Background

at kunne udelukke andre neutraliserende Faktorer.

Helmer, Fouts

og Zerfas

19 (1934) har vist, at Slimsekretionen forholder sig omvendt

til Aciditeten, og

Helmer

18 (1935), at der er tilstrækkelig Slim i

Ventriklen til at kunne forklare Variationerne i Mængden a f titrer -

bar Syre. I Modsætning til disse Undersøgere mener

Baltzer

2 (1934),

at Slimen kun virker ved Fortynding, ikke ved Adsorption eller

Neutralisation, og

Bolton og Goodhart

10 (1933) at mucus kun betyder

noget for Neutralisationen, saalænge Syremængden er yderst ringe.

Den Theori, der har vak t størst Interesse og synes bedst under­

bygget er dog den a f

Boldyreff

5, 6, 34, 7, 7a i 1908 opstillede, 19 14

nøjere præciserede og senere (1932, 1933, 1934) stadig udbyggede

Theori om den duodenale Regurgitation.

Boldyreffs

Theori gaar ud

paa, at Tarmen ikke kan taale Syre i en stærkere Koncentration

end 0 ,1—0 ,15% . Idet den stærke Syre gaar ind i Tarmen fremkalder

den rigelig Sekretion a f Pankreassaft, evt. ogsaa a f Tarmsaft og

Galde og desuden ogsaa antiperistaltiske Bevægelser i Duodenum,

hvorved en Blanding a f de alkaliske Sekreter drives ind i Ventriklen.

Theorien er blevet indgaaende eksperimentelt undersøgt og støttet

fra talrige Sider.

Hicks og Vischer

20 (1915) mener ikke, at den duo­

denale Regurgitation er den vigtigste Faktor for Nedsættelsen a f

Aciditeten, men kunde dog ved Indførsel a f 0,4—0,5% HC 1 i Ven­

triklen paavise tydelig Regurgitation i en Trediedel a f de undersøgte

Tilfælde, iværksat ved rytmiske Pulsationsbevægelser i Duodenum.

Spencer, Meyer, Rehfuss og HawTc

33 (1915) beviste Regurgitationen

ved at paavise Trypsin i Maveindholdet og fandt, i Modsætning til

Maclean og Griff iths

26 (1928), at Aciditeten var omvendt proportio­

nal med Trypsinindholdet.

Izod Bennet og Ryle

3 (1921) fremhævede,

at Regurgitationen ofte fandt Sted selv om der ikke kunde paavises

Galde i Maveindholdet.

Bolton og Goodhart

9, 11

(1922, 1936) og

Bol­

ton

8 (1928) udførte Forsøg med Havresuppe som Prøvemaaltid.

Naar Aciditeten i Ventriklen steg til en vis Højde slappedes Pylorus,

Duodenalsaft flød ind, og dette anser de for at være et fast Led i

den normale Fordøjelsesproces. Særlig fremhæver de, hvorledes R e ­

gurgitationen styres a f Pylorus, saaledes at Aciditetskurvens Form

i Virkeligheden bliver et Udtryk for Pylorusfunktionen.

Olch og E l­

man

28 (1928) indførte 200 cc 0 ,5% HC 1 i Ventriklen og udtog 10

cc hvert 10. Minut. Der saas tydelig Fald i Aciditeten som skyldtes

Regurgitation a f Duodenalindhold, idet Lukning a f Pylorus gav Fo r­

sinkning resp. Ophør a f Neutralisationen (

Elman og Eckert

lo (1933) ).

Wilhelmj, Neigus og Hili

38 (1934) fandt, at en Syreopløsning anbragt

i Ventriklen blev mindre hurtigt og mindre komplet neutraliseret,

hvis ductus cysticus og ductus pancreaticus underbandtes, men me­

ner iøvrigt (

Wilhelmj, Henrich og Hili

37 (1935), at Aciditetsnedsæt-

telsen for største Delen skyldes Fortynding.

Hili, Hennch og Wil­

helmj

21 (1935) anser det for sikkert vist, at Syreindførsel i Ventriklen

1 0 3