105 / 306
at kunne udelukke andre neutraliserende Faktorer.
Helmer, Fouts
og Zerfas
19 (1934) har vist, at Slimsekretionen forholder sig omvendt
til Aciditeten, og
Helmer
18 (1935), at der er tilstrækkelig Slim i
Ventriklen til at kunne forklare Variationerne i Mængden a f titrer -
bar Syre. I Modsætning til disse Undersøgere mener
Baltzer
2 (1934),
at Slimen kun virker ved Fortynding, ikke ved Adsorption eller
Neutralisation, og
Bolton og Goodhart
10 (1933) at mucus kun betyder
noget for Neutralisationen, saalænge Syremængden er yderst ringe.
Den Theori, der har vak t størst Interesse og synes bedst under
bygget er dog den a f
Boldyreff
5, 6, 34, 7, 7a i 1908 opstillede, 19 14
nøjere præciserede og senere (1932, 1933, 1934) stadig udbyggede
Theori om den duodenale Regurgitation.
Boldyreffs
Theori gaar ud
paa, at Tarmen ikke kan taale Syre i en stærkere Koncentration
end 0 ,1—0 ,15% . Idet den stærke Syre gaar ind i Tarmen fremkalder
den rigelig Sekretion a f Pankreassaft, evt. ogsaa a f Tarmsaft og
Galde og desuden ogsaa antiperistaltiske Bevægelser i Duodenum,
hvorved en Blanding a f de alkaliske Sekreter drives ind i Ventriklen.
Theorien er blevet indgaaende eksperimentelt undersøgt og støttet
fra talrige Sider.
Hicks og Vischer
20 (1915) mener ikke, at den duo
denale Regurgitation er den vigtigste Faktor for Nedsættelsen a f
Aciditeten, men kunde dog ved Indførsel a f 0,4—0,5% HC 1 i Ven
triklen paavise tydelig Regurgitation i en Trediedel a f de undersøgte
Tilfælde, iværksat ved rytmiske Pulsationsbevægelser i Duodenum.
Spencer, Meyer, Rehfuss og HawTc
33 (1915) beviste Regurgitationen
ved at paavise Trypsin i Maveindholdet og fandt, i Modsætning til
Maclean og Griff iths
26 (1928), at Aciditeten var omvendt proportio
nal med Trypsinindholdet.
Izod Bennet og Ryle
3 (1921) fremhævede,
at Regurgitationen ofte fandt Sted selv om der ikke kunde paavises
Galde i Maveindholdet.
Bolton og Goodhart
9, 11
(1922, 1936) og
Bol
ton
8 (1928) udførte Forsøg med Havresuppe som Prøvemaaltid.
Naar Aciditeten i Ventriklen steg til en vis Højde slappedes Pylorus,
Duodenalsaft flød ind, og dette anser de for at være et fast Led i
den normale Fordøjelsesproces. Særlig fremhæver de, hvorledes R e
gurgitationen styres a f Pylorus, saaledes at Aciditetskurvens Form
i Virkeligheden bliver et Udtryk for Pylorusfunktionen.
Olch og E l
man
28 (1928) indførte 200 cc 0 ,5% HC 1 i Ventriklen og udtog 10
cc hvert 10. Minut. Der saas tydelig Fald i Aciditeten som skyldtes
Regurgitation a f Duodenalindhold, idet Lukning a f Pylorus gav Fo r
sinkning resp. Ophør a f Neutralisationen (
Elman og Eckert
lo (1933) ).
Wilhelmj, Neigus og Hili
38 (1934) fandt, at en Syreopløsning anbragt
i Ventriklen blev mindre hurtigt og mindre komplet neutraliseret,
hvis ductus cysticus og ductus pancreaticus underbandtes, men me
ner iøvrigt (
Wilhelmj, Henrich og Hili
37 (1935), at Aciditetsnedsæt-
telsen for største Delen skyldes Fortynding.
Hili, Hennch og Wil
helmj
21 (1935) anser det for sikkert vist, at Syreindførsel i Ventriklen
1 0 3