110 / 306
108
denne sygdom. Med hensyn til de opnåede resultater afviger tallene
meget fra hinanden i forskellige statistiker; således har Loewenberg,
Noah og Scherk (
1928
) kun
39
% raske af
203
ptt., medens Elm
mark (
1931
) har
83
% raske uden operation, men ganske vist kun
på
45
efterundersøgte ptt. Man kan således slutte, at galdesten
sygdom trods medicinsk behandling er en alvorlig lidelse med en
betydelig dødelighed, og at medicinsk behandling ofte er virkningsløs.
2
)
Operativ behandling: Talrige store materialer foreligger til be
dømmelse a f risiko og resultater. Alle statistiker viser fra
60—80
%
fuldt helbredte a f de efterundersøgte. Mortaliteten svinger i de nyere
statistiker omfattende ialt
7000
opererede tilfælde fra
4
.
6
—
10.6
%.
Den ret store mortalitet rammer væsentligst ptt. med akute betæn
delsessymptomer samt ptt. med choledochussten; hos ptt., der ope
reres udenfor anfald, ligger mortaliteten kun omkring
1
%. Morta
liteten for større materialer, hvor enten cholecystostomi eller chole-
cystectomi er anvendt som normalmetode, er omtrent ens, og ligger
som før omtalt, medens recidiverne (dette taget i udvidet forstand
omfattende såvel falske som ægte recidiver) er hyppigere hos de
stomiopererede.
Som årsag til, trods noget hyppigere recidiv hos disse sidste, allige
vel at foretrække denne operation, hvor tidligere anførte absolute
indikationer for ectomi ikke foreligger, har man anført forskellige
grunde og da navnlig 2; dels at ectomerede ptt. hyppigt skulde lide
af dyspepsi, dels at man ikke burde fjerne et organ, der utvivlsomt
opfylder en mission.
Wessels og Rovsings undersøgelser over ptt. med galdesten i årene
1918—20
syntes at vise, at disse dyspeptiske symptomer skyldtes
achyli, der indtrådte ved cysticusspærring og derfor også ved ectomi,
men lignende materialer samlet af Kraft og af Mogens Eenger samt
eksperimentelle forsøg på dyr af Ejnar Thomsen og senere af Dahl-
tversen tydede ganske herimod. Senere har Sv. Müller
1933
forelagt
et efterundersøgt ectomeret galdestenspatientmateriale, som såvel før
som efter operationen er nøje udspurgt om dyspepsi. Det drejede sig
om
144
patienter, hvor undersøgelserne viste flg.:
57 4- dysp. før 4- dysp. efter operation
46
+ -
- 4-
-
—
29
+ -
- +
-
12
-4
-
-
+
-
hvoraf man altså kan slutte, at dyspepsi sjældent opstår efter ectomi-
operation.
Den anden indvending mod at fjerne galdeblæren er på forhånd
ganske rimelig. Galdeblæren har nemlig flere funktioner: den op
samler galden, koncentrerer den, secernerer et slimet sekiet og ende
lig udtømmer den atter den koncentrerede galde, når der ved for
døjelsen bliver brug for større mængder af denne. Disse funktioner