111 / 306
1 0 9
kan næppe siges at være uden betydning, selv om efterundersøgelser
af ectomerede ptt. viser, at disse hyppigst befinder sig fuldstændig
vel. Hvis man således ikke ved at foretage ectomi indskrænkede
recidivernes antal, måtte man sikkert hævde, at stomien burde være
normalmetoden.
Som et yderligere argument for ectomi og altså mod stomi har
endvidere det forhold været fremhævet, at dersom en galdeblære
havde været syg eller var blevet dræneret, vilde den alligevel ikke,
hvis den blev efterladt, blive funktionsdygtig. Dette blev herhjemme
bl. a. hævdet af Kraft og den udenlandske litteratur giver talrige
eksempler på samme opfattelse. Men den modsatte anskuelse, nemlig
at en dræneret, endog ret stærkt betændt galdeblære kan regenerere,
er også blevet fremsat således herhjemme bl. a. af Rovsing, Harfc-
mann, Sv. Hansen og Dahl-Iversen.
På forhånd er det imidlertid sandsynligt, at hvis man forsøger at
udforske efterladte galdeblærers skæbne, må man vente at finde langt
flere funktionsdygtige galdeblærer hos ptt., opererede på afdelinger
hvor stomi er normalmetoden, end på afdelinger, hvor ectomi sæd
vanligvis anvendes, idet stomi her fortrinsvis reserveres for de mest
angrebne galdeblærer.
Da afd. A. Bispebjerg hospital i en årrække under prof. Wessels
ledelse netop har anvendt stomi routinemæssigt ved operationer for
galdesten, har vi derigennem haft mulighed for at udforske, hvordan
galdeblærerne hos sådanne stomerede ptt. forholder sig.
Vi skal først se, hvilket resultat lignende undersøgelser foretaget
andre steder har givet. Der findes i litteraturen kun
3
materialer
efterundersøgt med cholecystografi.
Sperling og Whitaker (
1927
) har
cholecystografi.skundersøgt
12
cholecystostomerede ptt. fra
25
dage til
19
år post operationem.
Alle
12
viste patologiske forhold, idet
4
havde galdesten,
2
tykke
sclerotiske blærer og 6 enten svag skygge, ingen skygge eller abnorm
stor skygge event, mangel på kontraktion efter fødeindgift. Endvi
dere har forf. eksperimentelt på 6 hunde curetteret galdeblæren eller
ligefrem eksstirperet slimhinden i denne, dræneret galdeblæren eller
undladt dette og senere foretaget cholecystografi og post mortern-
undersøgelser; disse viser, at når mucosa mangler, fremkommer ingen
skyggedannelse som udtryk for mangelfuld koncentration af kon
traststoffet, og når muskulaturen beskadiges f. eks. skleroserer, for
hindres normal tømning efter fedtrige måltider. Eorff. slutter heraf,
at drænage a f en syg galdeblære med den forventning, at den skal
genoptage sin normale funktion ikke alene er en unyttig operation,
men også betyder en fare for pt.’s senere helbred.
Jenkinson og Eoley (
1936
) har af 200 cholecystostomerede ptt. fra
de sidste
15
år efterundersøgt
28
. Disse ptt. er i modsætning til ptt.
i forrige arbejde, der fik kontraststof intravenøst, undersøgt med den