92 / 306
9 0
a f umbilicus for alt efter omstændighederne at kunne forlænge snit
tet nedad eller opad, som det vil vise sig nødvendigt, naar man har
faaet den første oversigt. Det vil ved tilfælde a f tyndtarmsileus, hvor
passagehindringens lokalisation ikke er videre nøjagtig altid være
en fordel at have let adgang til at inspicere ileocoecalstedet, og i
de tilfælde hvor man i forvejen er mere klar over, hvor omtrent,
man skal finde stenen eller den formodede sten, vil man alligevel
ofte komme ud for, at den tyndtarmslynge, det drejer sig om, er
en meget mobil slynge, som man kan faa et vist besvær med at finde,
løvrigt adskiller teknikken sig ikke fra enhver anden laparotomi
hvor man aabner en tarm. Kun et par enkeltheder skal nævnes:
E r det muligt, skal man mobilisere stenen lidt nedad fra det sted,
hvor den sidder for at aabne et mindre beskadiget sted paa tarmen,
hvor suturen a f enterotomien er lettere. Enterotomien lægges paa
langs og lukkes paa tværs. Hvis man raader over to assistenter, er
det hensigtsmæssigt at lade den ene klemme tarmen sammen med
fingrene ovenfor og nedenfor stedet for enterotomien, dette er skaan-
sommere end bløde tænger, og det ovenfor stenen liggende tarmaf
snit kan være meget skrøbeligt. Drænage anvendes saaledes, at der
lægges et lille dræn i subcutis, hvor der ofte kommer suppuration.
Efter operationen ser man ofte at temperaturen stiger noget,
ogsaa i de tilfælde, hvor saaret læger aseptisk, dette beror
m u lig v is
paa resorption a f toxisk tarmindhold.
Nogen behandling a f galdestenssygdommen hos disse ptt. har der
ikke været tale om udover det nævnte. Det drejer sig sjældent i
disse tilfælde om mere end en eller højst to sten, og vi har ikke hos
nogen a f vore ptt. set galdestenstilfælde senere.
De sjældne tilfælde, hvor man afventer den spontane afgang,
har vi et af, nemlig det allerede flere gange omtalte no.
10
. Denne
sygehistorie er saa interessant, at jeg gengiver den udførligere end
de andre.
E n 54 aarig m and h a r i nogle aar h a ft dyspepsi, som han h ar behandlet m ed
n a tro n og klaret sig nogenlunde med. 1 aar før nuvæ rende sygdom havde han
try kkende sm erter i epigastriet straalende u d under h. cu rvatur, prøvem aal-
tid viste for megen syre, h an anvendte igen natron, og dette hjalp, der h ar
aldrig væ ret icuterus, feber eller kolik. 6 dage før indlæggelsen pludseligt ret
stæ rk diarre, m en den følgende dag norm al afføring. Dagen efter kom der p lu d
seligt turevise sm erter i abdomen, de ledsagedes af kvalm e og stæ rke o pkast
ninger, h an gik til sengs, opkastningerne holdt sig, og i disse 4 dage kunde h an
overhovedet ikke holde noget som helst i sig, sm erterne holdt sig ogsaa som
før turevise m idt i abdomen, afføringen standsede helt, der har af og til særligt
paa indlæggelsesdagen væ ret sparsom flatus. lø v rig t ingen tilfælde. Den ind-
1æggende læge fastholdt a t have set en typ isk tarm rejsning um iddelbart før
indlæggelsen. Denne fan dt sted en form iddag, og m an fand t da abdom en fuld
stændig blødt, ikke udspilet, og idet hele n atu rlig t fraset den ene ting, a t de
fandtes en lige paaviselig ascites. Temp. forhøjet 38°. K o rt efter indlæggelsen
fik h an igen et sm erteanfald, han kastede et p a r gange op og kl. ca. 14 tog m an
ham paa røntgenafdelingen. D er fandtes paa oversigtsbilledet (Fig. 1) en ringe