91 / 306
d ette sted standser b ary ten m ed en ejendommelig sugekopslignende afslutning,
hvis næ rm ere n a tu r m an ikke kan afgøre. Fig. 5. Sammenholdt m ed sygehi
storien, i hvilken m an h a r talrige typiske galdestensanfald og endda anfald
faa m aaneder før indlæggelsen, og saa de pludselige fra de forrige forskellige
sm erter og det ileuslignende billede i det hele, gør det meget sandsynligt, at
det i d ette tilfælde drejer sig om en galdesten nedad i tyndtarm en, som det
ogsaa viste sig, a t der var. (Se Såfwenberg acta radiol. 1936).
Man kan altsaa ved røntgenundersøgelsen, selvom det jo ikke
paa langt nær vil være de fleste gange, faa en oplysning om, at der
foreligger eller muligvis foreligger en galdestensileus. Er man klar
over muligheden før undersøgelsen foretages, vil man sikkert ogsaa
flere gange end ellers naa til at stille en sikkere diagnose end ellers,
hvor det kun drejer sig om en formodning.
Eor endnu engang at trække linjerne op, kan vi sige, at formod
ningen om at et ileustilfælde er foraarsaget af galdestens passage
eller maaske snarere standsede passage gennem tarmen, har vi ved
tilfælde af tyndtarmsileus med ofte langtrukket og remitterende for
løb, hvor der er oplysninger om tidligere galdestensanfald, og hvor
vi i enkelte tilfælde kan faa den sikre diagnose ved røntgenunder
søgelsen dels ved indgift af en ganske lille dosis baryt pr. os og dels
ved indhælning pr. anum. Muligt er det ogsaa, at man efter røntgen
undersøgelse kan faa et fingerpeg, om at det er tilladeligt at opsætte
operationen nogle timer, i haab om at stenen skal naa ned i colon,
men her foreligger der mig bekendt ikke erfaringer nok til at der
kan gives nogen regel.
Behandlingen er hurtigt nævnt, den vil i næsten alle tilfælde være
laparotomi med fjernelse a f stenen fra tarmen, man maa her være
klar over, at der kan være flere sten, selvom dette er sjældent, og
stenens udseende kan give oplysning paa dette punkt. Hvor det
drejer sig om en sten uden facetter, vil der ikke være mere end den
ene. Man har i vore tilfælde opereret de
7
, to gange er stenene af-
gaaet spontant, i det ene fordi undersøgelsen og observationen
gjorde det saa sandsynligt, at stenen vilde gaa spontant, at man
afstod fra operation, og i det andet fordi tilfældene hos en
77
aarig
(tilf. no. 8) opfattedes som galdestenstilfælde, indtil en godt valnød
stor sten afgik pr. anum kort tid efter at smerter og opkastninger
var ophørt.
Behandlingens formaal vilde, om det var muligt, være, at faa
stenen til at afgaa spontant gennem tarmen, men som det ogsaa
ses er dette ikke muligt i flertallet af tilfældene, og den normale
fremgangsmaaade vil være laparotomi med aabning af tyndtarmen
og fjernelse af stenen. Kun naar ganske særlige omstændigheder
taler for det tør man afvente stenens spontane afgang.
Laparotomien bør være en nedre midian laparotomi eventuelt
laparotomi lige til højre for midten, hvor man begynder i nærheden
8 9