86 / 306
F ra Bispebjerg H ospitals Afd. D.
(Chef: Prof., D r. m ed.
H . Retlev-Abrahamsen).
GALDESTENSILEU S
A f
N. Pr. Gregersen.
Om dette emne fremkom i
1913
et dansk arbejde a f Poul Møller,
der havde samlet
22
tilfælde fra danske hospitaler, P. M., havde
samlet sit materiale fra en periode paa 20 aar og slutter heraf at
galdestensileus i hvert fald forekommer en gang om aaret i danmark.
At dette tal er for lavt, skal jeg i det følgende vise alene derved,
at vi paa Bi. H. afdel. D. har stillet denne diagnose hos
10
patienter
i løbet a f
10
aar d. v. s.
1
gang paa hvert
3000
ptt. paa en kir. afdel.
Lidelsen er saaledes ikke saa sjælden, at det ikke kan falde i en
hvilken som helst kirurgs lod at skulle stille denne diagnose i hvert
fald nogle gange i sit liv. Ved selv at være impliceret forholdsvis
ofte i disse 10 tilfælde, fik sygdomsbilledet og erkendelsen saa stor
interesse for mig, at jeg her skal offentliggøre disse 10 tilf.; der vil
i det følgende være enkeltheder, som er kommet til siden offentlig
gørelsen af de
22
tilf. i
1913
.
Som i det nævnte arbejde forstaas ved galdestensileus saadanne
ileustilfælde, som opstaar ved galdestens passage gennem tarmen.
Det drejer sig selvsagt altid om sten a f betydelig størrelse, i reglen
solitærsten, sten som næppe vil kunne passere de normale galdegange.
Der sker nu det, at sten indeholdt i galdeblæren, eller hvad der er
sjældnere, i choledochus, baner sig vej til tarmen ved perforation
ud fra galdevejene ind gennem tarmvæggen. Forudsætningen for at
dette sker er, at de paagældende organer er adhærente enten saaledes
at stenen perforerer direkte ind i tarm, eller hvad der er langt sjæld
nere perforerer ud a f galdeblæren, der kommer abscesdannelse om
kring den, og abscessen perforerer saa til tarm; men den førstnævnte
mekanisme er langt den hyppigste.
Perforationen sker hyppigst til duodenum, næsthyppigst til colon,
disse perforationer til colon giver sjældent anledning til ileus, dernæst
til ventriklen, hvorfra stenen kan komme for dagens lys i en op
kastning, og sjældnest til tyndtarmen, som til gengæld er det sted,
man hyppigst finder dem ved operationen.
Ud fra denne forklaring paa galdestensileus’ opstaaen maa man
se de symptomer, der kan føre til diagnosen og dermed til den rette
behandling. For fuldstændigheds skyld tilføjer jeg, at sygdommen
ligesom galdestenssygdommen i det hele optræder hyppigst hos kvin
der og hyppigst i ældre alder, ofte mange aar efter de første galdestens
symptomer har været iagttaget og maaske ganske er svundet igen.