182 / 256
om O ffenlighed eller Ikke-O ffenlighed ved Stænderfor
sam lingerne, m ed m indre de af sig selv skulde ville
behandle ogsaa denne Materie og indgive særdeles An
dragende i denne Henseende til Kongen, hvilket im id
lertid Stem ann sikkert vil sæ tte sig imod med Hænder
og Fødder.
Forresten har dog det, der nu er sket,
igen vakt nogen Interesse for Sagen, skønt de Fleste
betragte denne i sig selv som intetsigende og kun
interesserer sig for den, fordi de tæ nke dem Muligheden
af, at det engang i T iden kan blive et T rin til noget
bedre. — Jeg har i et tidligere Brev talt om T ry k k e
frihedssagen, og uden T vivl siden y tret den Formodning,
at denne Sag var bortfalden, da der ikke hørtes noget
om den. D ette er im idlertid ikke saa. Cancelliet har
skrevet en m eget lang Betænkning desangaaende, og vel
skal Pluraliteten deri væ re af den Form ening, at der ej
bør gøres yderligere Indskrænkninger i T rykkefriheden
end de, der alt findes; men derimod har Steemann
skrevet et
votum dissentiens
paa
1 0
Ark, indeholdende
stærke Forslag til Indskrænkninger.
Denne Betænkning
er alt gaaet til Kongen for henved
1
Maaned siden,
men endnu ikke refereret i Gehejme-Cabinettet. Ovei-
hovedet sker det i de sidste Aar ofte, at Sagei samm en
hobes der i flere Maaneder uden at blive afgjorte. For
en Del ligger vel Aarsagen hertil i, at Kongen ikke
længer føler sig saa virksom og kraftfuld som fø r; men
for en Del er det og foranlediget ved de sidste Aars
Forandringer i den kgl. Families huslige Stilling.
Da
Prinsesserne boede hos Kongen, kunde de altid tale
med h a m ; m en da de nu bo udenfor Huset og dog
hver Dag, ofte flere Gange om Dagen, maa gøre Visit,
komme de ikke sjældent, netop som han er beskæftiget
med Gehejme-Cabinetssecretairen, saa at han maa for-
1 67