207 / 256
192
kun er for nogle Aar — m ig m eget føleligt.
Lad m ig
se, kære Adler, at Du snart komm er herover og saa-
ledes erstatter m ig Savnet saa længe.
Jeg træ nger
højligen dertil. —
Der kunde maaske væ re et og andet — i det
m indste af Rygterne — ang.
acta publica
, og navn-
ligen Stæ ndervæ senet, det kunde interessere Dig at
h ø re; men den T id, der er m ig forundt til næ rvæ rende
Skrivelse, er m eget knapt tilmaalt.
Man vilde for
m odenlig have det saa vidt i Stand, at Slesvig-Hol-
stenerne ikke skulde have G rund til Fortrydelse, naar
Kongen kom did.
Der blev derfor drevet stæ rkt der-
paa; Alt gjort færdigt fra Cancelliet, hvo r den største
Del af Personalet endogsaa m aatte sidde oppe een eller
to halve Næ tter.
Fremdeles var Sagen beramm et at
foretages i Statsraadet.
Der blev im idlertid Intet af.
De Fleste, som tillige vidste, at Anordningen dog allige
vel ej skulde komm e ud nu, m en først til E fteraaret,
naar Forandringerne m ed O verretterne, T oldvæ senet etc.
vare skete, m ente, at det Hele var foretaget paa Q v an tsv is;
Andre troede, at Rusland og de andre Magter, der toge
sig fredeligt af os, havde indgivet nye Insinuationer.
Noget af alt dette var m uligt; m en efter hvad en
Mand, som jeg kan have T iltro til, fortalte m ig, have
adskillige af Statsraadets M edlemm er, og navnligen
Møsting, protesteret imod at den Sag, som var saa
vigtig, og som der hidtil var brugt et Par Aar til, nu
skulde endeligen klappes af paa en halv Form iddag,
og der ikke levnes M inistrene længere T id end nogle
faa Dage til at gennem gaa Forestillingen og Forslaget
(hin udgjorde over
1 0 0
Ark). — Det blev derefter be
stem t, at hver af Statsraadets M edlemm er skulde først
særligen gennem gaa Sagen og hver afgive sit særskilte