235 / 256
220
da med Ryge, at jeg illuderes saa fuldkomm ent, at jeg,
naar jeg med Magt vil rykke m ig ud af Illusionen og
siger til m ig selv »Men det er jo ingen Landsoldat«,
næppe form aar at sætte det igennem . — »De italienske
Røvere« skal væ re et m eget maadeligt Arbejde. Ø h len
schlæger har m akket lidt om paa Enden af det, og d e r
efter gaar det nu igennem , m en uden Bifald . . . .
19. Maj 1835.
. . . . Domm en i den Davidske Sag er falden, som
Du vel ser af Aviserne.
Præm isserne til Domm en ere
im idlertid ikke saa favorable, som man skulde tro af
Conclusionen.
Etans Frem gangsm aade og flere af hans
U dtryk misbilliges.
Det væsentlige, Frifindelse, er der
dog, og dette har opvakt en ikke liden T ilfredshed.
Denne y trer sig hos den barnagtige Del af Publikum paa
en m eget barnagtig Maade. Saaledes var det nok første
Gang, at Hof- og Stads-Retten — en saa sat og alvorlig
Ret — maatte høre et form eligt Bravoraab i dens Rets
sal.
Det var de unge Studenters Enthusiasm e, som
brød løs.
Studenterforeningen skulde — sagde m an —
igaar Aftes illum inere, efter Anstiftelse af en af dens
Seniorer, Hr. L ehm ann, der tillige er en af de
3
, hvis
Skyld David paatog sig.
(G runden til denne tilsyne
ladende ædelmodige H andling har jeg vel alt tidligere
anført ; den var, at hvis han ikke havde gereret sig som
Forfatter, m en som blot Rédacteur, m aatte han dog- til-
ligem ed dem staa til Ansvar og desuden i alle Tilfælde
bøde et Par hundrede Daler, fordi Forfatternes Navne
ikke vare anførte und er A rtiklerne.
Ogsaa skal der