Kjobenhavn

var Tempoet langsommere; Omskiftelserne i Byens ydre

Fysiognomi lod sig kun lige skælne fra Slægtled til Slægtled.

Den By, hvori S

truensee

regerede, var ikke særlig anderledes end den, hvori

Johan

udvig

eiberg

digtede. Men det

Kjøbenhavn, man kom til som Rus 1895, er nu, 1914, godt paa

Vej til at blive en ganske anden. Hele Kvarterer er ombyggede, Gade for Gade i den gamle By skifter Udseende, og

stadig hidsigere bliver Tempoet. Nutidens forcerede Tilværelseskamp, hvor det gælder at udnytte hver Kvadrattomme

af Byens kostbare Grunde paa Bekostning af megen god gammel Arkitektur, har til Kjøbenhavnernes medfødte Trang

til Forandring føjet det for det gamle Kjøbenhavn mer end

livsfarlige, men ihærdigt gentagne: »Udviklingen kræver

det!«

Ingen forarges over, a t daarlige og usle K v a rte re r, u væ r dige til Menneskeboliger, forsvinder. Alene a f æstetiske

G runde k an m an ikke have i og for sig m a leriske Gader,

m ed m o rsomm e Kviste og røde Tage liggende. En s to r Bys

fysiske og m o ra lske Hygiejne k ræ v e r h e r hø jlyd t F o ran dringer.

Men n a a r vo re gamle historiske Gader, n a a r P ladser og

Torve, stilfærdigt afstem te gennemT iderne,pludselig sk ræm m es op a f m oderne arkitektoniske U fo rskamm e thede r, n a a r

m a rk an te Enkeltbygninger, der i sig selv e r ypperlig og m indevæ rd ig A rk itek tu r og k a s te r Glans og Stemning over en

hel Gade e ller et he lt Torv, m a a vige for en tilfæ ldig G rundejerinteresse — s a a sæ tte r Byen til af Væ rd ier, den skulde

holde paa , ford i det e r dens eget Kød og Blod; saa e r de r

Tale om noget, som »Udviklingen« aldeles ikke k ræ v e r, fo r di en Udvikling, der ender m ed Selvmord, kun h a r p syk ia trisk In te resse ; i det prak tiske Liv bø r den a f al Magt bekæmpes. Og e r vi ikke nu komne til det Punkt, h vo r d e r v irkelig e r F a re for, a te n a f Verdens ejendommeligste Byer —

th i de t e r K jøbenhavn, og den e r det netop i K raft a f sin gam le A rk itek tu r — e r i Fæ rd m ed a t m iste de t Sæ rp ræ g a f stilfærdig, fo rnem Byskønhed, de r e r dens Ade lsmæ rke mellem

sam tlige Verdens S torstæder? Er de t ikke p a a Tide a t ra a b e

Vagt i Gevær, e t »Hannibal an te portas« og afvæ rge en a ltfo r

tit forfejlet »Udviklings« Angreb p a a v o r Specialitet a f en

Hovedstad .

Kongens N y to rv e r a llerede slem t skam fe re t a f S tand a rd bygningen; p a a Gammel- og N y to rv r a a b e r de sidste Ti-

118