177 / 208
Mand, n a a r m an e r rejst sa a langt bo rt, a t m an ikke k a n
væ re h jemm e igen p a a m ind re end en Maanedstid.
D y rehaven , e r det ikke som a t slaa p a a en s to r Guldstang,
de r e r rejst fra H ave t og lige op i H imlen, tone r det ikke med
en eneste rig Klang, saa a t m an i e t Nu ser det hele for sig,
Dyrehaven , de gam le ædle T ræ er, Sletten og Sommerdagen,
Heste, H jorte og Kvæg frit gaaende mellem hve rand re som
i Edens Have, de b lom strende Tjørne, Sundet; gives der nogen Tone sa a dansk , sa a mangfoldig og dog sa a enkel, som
den D y rehaven frem ka lde r i e thve rt dansk H jæ rte? Det er
M idtpunktet i K jøbenhavns Omegn, Kronen p a a den danske
Natur.
I Stedet fo r a t forsøge noget i Retning a f en Beskrivelse
vil jeg fo rk la re D y rehaven i en Myte, et lille Stykke Musik,
som for mig e r bleven hele Dyrehaven .
Men først vil jeg ho lde mig til Sagen og kvæ ru le re just saa
meget, som de tte Arbejde ford re r. Det e r Dyrehavens Oldtidsm inder, jeg tæ n k e r paa. Ved et Held er flere Kæmpehøje,
endogsaa Resterne a f en Dysse, og en ove rskaa re t Langgrav
— i Sk ræn ten p a a Vejen op til Erem itagen, nedenfor den
»slesvigske Sten« —b lev en b ev a re t,m en henligger up aaskøn-
net og uden Relief. V a r det ikke en Opgave for Nationalmuseet a t op re tte et Anskuelsesbillede a f D anm a rks Oldtid iFri-
luft og und e r n a tu rtilsvarende Omgivelser? Kunde m an tæ n ke sig nogen m e re virkningsfuld Ramme end netop D y reha ven, som m ed de virkelige M indesmæ rker fra Oldtiden, den
ha r, byd e r al den Sandsynlighed for en Restaurering, m an
kan forlange, og som jo ogsaa giver en tilnæ rm e t Forestilling
om den u b e rø rte Skovna tu r i Fortidens D anm ark . Saa m eget e r vist, a t i et L and , h v o r »Ham lets Grav« e r et Falsum
og dog tiltræ k k e r sig ægte Opmæ rksom hed , vilde m an ikke
vove sig fo r langt ud, om m an frem hævede og p aa passende
Maade supp lerede O ldtidsm inderne i D y reh av en ; m an vilde n a a noget he r, i Fo rho ld til hvilket »Hamlets Grav« n a turligvis aldeles ikke k an nævnes. D anm a rk besidder i Oldnordisk Museum og i sin enestaaende Rigdom p aa Oldtidsm inder ru n d t om i L ande t et na tiona lt Aktiv, som vi hjemme
e r tilbøjelige til a t undervu rde re , n a a r vi ikke helt glemmer
det, m en som for Udlændinge h ø re r til Landets fornemsteTil-
trækn ingsk ræ fter. Dette Aktiv bø r sandelig ikke mere, som
tidligere, be trag tes i snæ v e r »national« Betydning, tvæ rtim od
kny tte r det os som oprindelig Væ rdi, uanse t Historien, til en
161