179 / 208
ba re en ganske særlig Evne, jeg h a r, til a t fare vild. Jeg kan,
som forta lt, aldrig finde Vej i Ermelunden, og i Dyrehaven
h a r jeg ogsaa en Gang aldeles ta b t Sporet. Det e r det, der er
Historien.
En Gang for adskillige Aar siden fand t jeg i Dyrehaven en
Høj, som jeg forelskede mig i, en lang Høj, bevokset med
gamle Ege og m ed et so rt G rank ra t nedenfor, et Vildnis,
hvo r jeg forestillede mig en hæng t Mand inde, en Kjøbenhav-
ne r fra i Fjor, m ed Mellemfodsknoglerne dryssende ud a f
Støvlerne, m en som jeg for Resten ikke næ rm e re undersøgte.
Det kunde se ud , som om Højen en Gang havde væ re t en
Langdysse, h v o r S tenene v a r fjærnede, og h vo r Egenes Rødde r, som jeg tæ nk te m ig, v a r træ ng t ned i Stengravene og
havde fo rvand le t de Døde, p a a næ r Flintøksen, som Rødderne forgæves søgte a t faa noget ud af, til Egetræ og lifligt
Sommerløv og gjort deres Tanker til et Sus i Vinden, deres
Længsler til Agern. N aa r m an lagde sig i Græsset, havde m an
ovenover sig Egekronerne, d e r blandede deres luftige Bladem y lder m ed de b laa S k a a r a f Himlen, og hvo r det summede
saa solet og verdensg lem t a f Bier og andet bevinget Smaat-
teri. Spæ tten lod sin rapp e H akken mod T ræ stamm erne
hø re i Tykningen, en L yd som e t s to rt Dødningur, de r gør
Skoven genlydende og d y b ; ellers ikke noget Levende. Paa
en Maade, jeg ikke i en F a rt k an gøre Rede for, v a r denne
Høj bleven til Indbeg rebe t a f D anm a rk .
Saa skete d e t, a t den fo rsvand t for mig. Det e r virkelig
sand t; e t F o raa r, d a jeg søgte den, kunde jeg simpelthen ikke
finde den igen. I D y rehaven , som er, jeg véd ikke hvo r f a a
K vad ra tk ilom e te r sto r, tæ nk e sig D y reh a v e n ! Men den v a r
og blev borte . D er gik flere Aar, og jeg søgte hv e rt Aar efter
Højen, vidste saa temmelig nøje, h vo r den skulde ligge, men
den v a r som forsvunden a f Jo rden s Overflade, og jeg begyndte saa sm a a t, og som m an k an tæ nk e sig ikke uden Sorg,
a t forestille mig, a t den ove rhovede t aldrig havde eksisteret.
Da rejste jeg til Østen og kom til a t længes som en gal
Mand efter D y reh av en de rude ; m in første Tur, da jeg kom
hjem, gjaldt den, og skøn t jeg nu om tren t havde glemt Højen, fand t jeg den s trak s igen, ganske a f sig selv, for den ligger ved Gud ved Alfarvej. Jeg kø rte de r og der, og pludselig
s a a ’ jeg Højen, jo det v a r selvfølgelig den, min gamle Høj.
Egene stod u fo rand re t deroppe, forunderligt virkelige, efte r a t jeg en Overgang havde tro e t, de kun eksisterede p aa
163