185 / 208
C aspar Finckes Jæ rn g itter til den indre Cylinder paa Rundetaarn.
hvilke de h a r tilegnet sig ualm indelig Færdighed. Det e r i
Overensstemm else h e rm ed , n a a r Hof-Kunstdre jer J. G.
S
chwartz
1827 om en særlig dygtig Lærling siger, a t h an »lover sig en Kunstne r a f ham«. En Kunstner i Ordets alm indelige Fo rstand tæ n k e r h an ikke p a a ; som vi senere skal se,
v a r h an ingen Ven a f K unstakadem ie t i dets Forhold til
H aandvæ rke t.
Til a t begynde m ed sa a Kunstakadem ie t ikke til H aand væ rket. Da en Guldsmedesvend i 1754 henvendte sig til det
med Anmodning om en Rekommendation , svarede de t, »at
hans Metier ikke h en hø re r und e r de Kunstnere, som ere indbefattede i dets Fundation«. Men stod det i sin første Tid
H aandvæ rk e t fjæ rn t, fo rand redes dette helt ved det Reglement, det fik 1771, d .v .s . i Struensee-Tiden. »Paa det a t den
gode Smag og de rigtige G rundsæ tn inger i Tegning iblandt
H aandvæ rk e rn e kunde vo rde u d b red t« , beordredes det til
a t ind re tte Undervisning i Tegning fo r Lærlingene i de Fag,
som u d k ræ v e r Kundskab i Tegning, og til i de samme Fag a t
app robe re først Tegningerne til de forekommende Mesterstykke r og d e rp a a M esterstykkerne selv. Kunsten skulde
med and re Ord gøre Nytte. D er paalagdes Akadem iet et
169