187 / 208
nuvæ rende Gout og Smag«. M alerlavet v a r ikke villigt til a t
følge m ed , n a a r Akadem iet fordrede, a t dets Svende ikke til
deres M esterstykke kop ierede Sujetter a f den bibelske Historie »efter et Kobberstykke« , m en i Stedet skulde præstere
O rnam en te r a f god Smag sam t P røver i Forgyldning, Lakering og M armorering . Ja Gørtler- og Kandestøberlavene
mødte aldeles ikke m ed deres M esterstykker, hvo rfo r Akadem iet i 1789 tilsk rev Kancelliet herom , for a t »denne Efterlad enh edkund e hemmes« o .s.v . o .s .v .
Akademiets Slid og absolut gode Vilje blev ikke paaskønnet. For Haandværkerne stod stadig deres Værksted og Oplæreisen der ikke alene som det Væsentlige, men som Noget,
der ikke behøvede noget Supplement. Selv en Mand som Hof-
Kunstdrejer J.G. S
chwartz
mente endnu saa sent som omtrent
1830,
at hans Lærlinge kunde undvære Akademiets Undervisning. Da en Lærling bad om Tilladelse til at gaa paa
Akademiet, fik han den, men saaledes betinget, at hvis en
anden Lærling samtidig bad derom, faldt den bort, og det
gjorde den; den anden Anmodning kom. Trods Alt stod
Kunstnerne og Haandværkerne hinanden fjærnt, de forstod
ikke hinanden. Akademiets Forhold til Haandværkerne var
væsentlig bureaukratisk, det sendte Lavene sine Skrivelser, men havde ellers kun ringe Føling med deres Medlemmer. Dets ledende Mænd kendte ikke til at arbejde sammen med dem paa Værkstederne. Noget saadant skete i alt
Fald kun undtagelsesvis. A
bildgaard
har vistnok gjort det,
da han fik udført de af ham til sig selv tegnede Stole m. m.
Og hvem der absolut gjorde det — men rigtignok meget senere —er Billedhuggeren H.
E.
F
reund
, da han efter sin Hjemkomst fra Italien
(1828)
udsmykkede og indrettede sin Bolig
ved Frederiksholms Kanal. Hans Virksomhed gik dog mere
ud paa noget Personligt, paa Noget til eget Brug, men hvem
der helt paa Akademiets Vegne allerede forinden havde begyndt at gaa den her nævnte Vej, var Arkitekt G.F.H
etsch
,
der da ogsaa maa kaldes den første Skaber af et virkeligt
Samarbejde mellem Kunst og Haandværk her i Landet.
H
etsch
v a r ikke nogen Kunstens Heros. Tiden, han v irkede i, v a r tilm ed fattig og trykk e t, h an naaede ikke langt som
Bygmester. Men h an saa idealistisk p a a det, de r for ham v a r
Kunst, og saa v a r h an den fødte Læ re r. 1829 ud ta ler Theater-
m a ler
T
roels
L
und
i en officiel Skrivelse sin store Glæde over
a t have nyd t godt a f
H
etsch
’
s »fortræffelige Forelæsninger
171