174 / 208
K jøbenhavn derude fra det flade Land , der try k k e r sig i Niveau m ed Havet, Raadhusklokkerne, som laller i det Fjær-
ne, hvis Vinden bæ re r fra Byen — i Sandhed en ikke ta rv e lig Forlystelse ba re a t cykle omkring he rude og blande sig
m ed Briserne og Skyerne og Aarstiderne, som de sk ifter her,
og Aarene, som de gaar.
En Ridetur paa Flyvepladsen tidligt i Maj, n a a r Fæ lleden
e r bestrøe t med Mæ lkebøttens titusend D uka ter, og en saftig
Duft a f Græssets grønne Blod væ lder op fra, h vo r H esteho vene træ d e r det itu, en Galop mod den salte, vaade Foraars-
vind, der gør Hestens Manke kølig og træ n g e r ind gennem
Knaphullerne, Dannebrog, der s trømm e r som m ed Iltogs-
fa r t p aa Stedet fra Ko lon ihaverne, k a rm in rød t mod den
sto rm b laa Himmel k rone t a f kridhv ide Skyer! Eller i Septem ber! Sent p aa E fte raa re t, n a a r Søerne komm e r m ed An-
strængelse ind over den flade Strand , og K ragerne forb læ ste
h a k k e r i det g raa Skum mellem Stenene.
Altid e r der frit, luftigt og s to rt ude paa Am ager m ed den
lange, ube rø rte Kystlinje. Efter a t Søen e r bleven lukke t ude
for A lmenheden p a a Strandvejen, hvilket næ ppe nogensinde helt lad e r sig gøre om igen, bliver det F rem tidens vigtigste Opgave a t sikre Am agerfronten m od Søen, og m an m a a
vel næ sten væ re taknem lig for, a t K rud ttaa rnen e og de militæ re Øvelsespladser h a r ho ld t en ødelæggende Bebyggelse
hen , saa længe som de ha r.
Skydebanerne vil, det e r a t forudse, før eller senere gaa op
i den unge Bydel, Islands Brygge, de r allerede træ n g e r sine
mægtige H u s rade r hen fo ran Indgangen dertil. Dette Terræ n e r ikke meget kendt a f A lmenheden, m en jeg h a r mine
Grunde til a t holde deraf, jeg e r komm en derude i flere Aar
som Skytte og h a r delt Aarstiderne m ed de liflige P ile træer
og T jørne, al den vildtvoksende Vegetation , de r dæ kke r
G røfterne og de lange Skydevolde. H e r h a r jeg faae t m igen
L u r i G ræ sset som Rekrut, ba re en p a a et h a lv t Minut i en
ikke m istænkelig Stilling, m idt i Solbranden , m ens Skudene
knaldede, og de t m a tte Ekko smækkede igen ude f ra Skiverne; Gud, h vo r M adpakken smagte h e r, m ens en Hum lebi
forvildede sig summ ende ind i Papiret. Endnu cyk le r jeg
derud om Søndagene og gør mine Skud og komm e r hjem
sa a m ed en duftende Tjørnegren i Blomst, sa a m ed en Buket
visne Frøstande a f den vilde Gulerod, hvo ri Høstens Spindelvæv sidder, eller hv ad Aarstiderne og Vegetationen, som