Kjobenhavn

dermed? Saa længe jeg k an huske, h a r Kristianshavns Vold

henligget i en forsøm t og skanda løs Forfatning, som en fuldkomm en he rre lø s U dm ark eller Almenning, hvo r de gamle

mageløse T ræ er, de r dog s ta a r, h a r faae t Lov til a t blive

skænde t a f en tanke løs Ungdom , mens den iøvrigt er overgivet til slum rende Bisser og uden et G ræ sstraa p aa de stam pede Logulve, Jo rd sm onn e t e fterhaanden er forfalden til.

Med en Smule Pasning kunde h e r gro parad isiske H aver;

den næ sten om Kina m indende A tmosfæ re a f Forfald, Ligegyldighed, Snavs og Fattigdom , de r nu hv iler over de gamle

Volde, kunde p a a et Pa r Sæ soner forvandles til e t Væld af

Blomster, Frodighed og Farveprag t.

Næppe nogen anden By end det rige K jøbenhavn h a r ha ft

Raad til i m e re end en M enneskealder a t lade et saa s to rt

Om raade som K ristianshavns Vold, baade det, Publikum

kender, og det, d e r ligger a fspæ rre t i K raft a f Gud ved hvilken Myndighed, henligge uden Gavn eller Glæde for nogen,

tilmed som et Fo rsøm thedens og Daadløshedens Provinsstempel p a a Byen. Den Tid m a a væ re komm en , da en sto r

By, uden noget ande t Hensyn, end a t den er en sto r By, opdager, hvilke Muligheder fo r Skønhed den h a r liggende lige

uden for D ø ren , ligesom Bondekonen, de r om sider sanser

a t p lan te en S tikke lsbæ rbusk , hvo r hun før smed Kartoffelskræ llinger og Aske. H vad m an ellers vil gøre ved Pladsen

—P rom enade r, Parkanlæg , Spo rtsp ladser —, giver Tiden a f

sig selv, b lo t m an fa a r det ove r sit Sind, a t noget m aa ske.

Tanken om , a t K jøbenhavn , som e r en Kystby, m en allerede

ligger sa a indek lem t og lukke t ude fra Vandet, a t det næ sten

e r glemt, kunde faa en s tø rre Søfront, synes mig det a ttraa -

væ rdigste ved de gamle Fæ stn ingsvæ rkers Overgivelse til

det a lm ene borgerlige Bedste.

Man k an ikke ta le om K ristianshavns Vold uden a t kom me til a t tæ nk e p a a K a s t e l l e t , som vel e r i en langt bedre

Forfa tn ing , m en som ogsaa v en te r p a a sin Befrielse. For

nogle Aar siden v a r Kastellet fremm e i Pressen, der v a r end-

ogsaa ved a t gaa Politik deri, nu slum re r det paa D anm a rkshistoriens Bolstre igen. Ikke a t de r bu rde foretages s tø rre

Fo rand ringer; som Kastellet se r ud i Øjeblikket, er det et a f

Byens yndigste og k a rak te rfu ld e s te Steder, de gam le skønne

Porte m a a naturligvis he ller aldrig røres. Men m an skulde

komm e der. Det smaalige og om et ynkeligt Snæversyn vidnende Fo rbud m od Fæ rdsel p a a Smedelinjen kunde dog hæ 155