Kjobenhavn

a t forme det følgende ganske personligt, d a je g ik k e fo r s ta a r

mig p a a noget Kjøbenhavn i den sædvanligt givne Forstand .

F ra m in Bopæl p a a Frederiksberg komm e r jeg meget omkring paa Cykle og h a r i Aarenes Løb væ nn e t mig til visse

bestem te Ruter, m ere eller m indre va rierede , som jeg ogsaa

vil følge h e r; de føre r rund t om K jøbenhavn og b e rø re r Omegnen til alle Sider.

Gennem Pileallé, hvis Duft e r saa egen netop fo r den, lige

fra det smukke Navn, de r bæ re r en Fortids Stemning a f

L ande t m ed sig og b e rø re r vo r L ite ra tu rs yndefu ldeste Idyl,

til vo re egne Dages Mosaik a f Gammelt og Nyt b lande t sam men, de hund redaarige Bevæ rtningshaver, G a rtne rie ts Jas m iner og Hyld, Slottet deroppe mellem T ræ e rne , hvis irre de Tagrygning desvæ rre skæmm es a f de t afskyelige Træ-

ta a rn i Zoologisk Have, og saa den flunkenye Ende a f Gaden m ed alt, hvad der h ø re r vo rt rummelige A a rhund rede

til, k ø re r jeg forbi Sønde rm arkspo rten og forbi Ny Carlsberg

ned ad Vestre K irkegaard til, passe re r den spinkle V iadukt,

hvo r en Mand p a a Cykle et Øjeblik kan føle sig som Avia-

tø r ved i Farten a t se ned i den dybe Slugt, hvo r Jæ rnb an en

gaar, følger den grusede Vej mellem H av e r og V illaer ned

mod K irkegaardspo rten og e r faa M inutter efter ude a f

Byen, i Naturens Skød, hvis m an kan ka lde en s to r Kirke-

gaard spa rk det.

Vestre K irkegaard —ja , jeg h a r set de be røm te , fo runde rligt triste og stilfulde K irkegaarde i Paris’, h vo r rom e rsk og

ka to lsk Aand e r indgaaet i en Fork laring samm en m ed den

skønne parisiske Luft; jeg h a r set Campo Santo i Genua,

som e r rædsom , Ga lan teriva re r i M arm or, Pengefrækhed,

»Elsket og Savnet« for ha lv tredsindstyve Tusind, en hæslig

sto r Gravbutik det hele; malajiske K irkegaa rde , sm aa ,

skum le Lunde a f en særlig Art krøgede T ræ e r, h v o r de Dødes Hvilesteder betegnes a f noget som en lille Bænk eller

Port eller blot en lille Sten henlagt p a a den tropefugtige

Muld; Kina, de r e r en eneste s to r K irkegaa rd —, m en ingen

S teder e r Naturen , og, jeg havde næ r sagt Befolkningen, jeg

m ener Stedets Bestemmelse, indgaaet en saa m ystisk og

simpel Forening som p a a Vestre K irkegaard . F o rs ta a r jeg

ikke K jøbenhavnerne inde i deres By, saa fo r s ta a r jeg dem

her. H er e r saa nordisk, køligt, alvorligt og inderlig fo rtro ligt. Det e r Byens skønneste Park, fuld a f N a tterga le om Som m e ren og kølet a f alle D anm arks ustadige Briser, h e r g ro r