164 / 208
L and e t finde E rstatning for, hv ad den h a r m iste t u d ad mod
Sundet? H vo rfo r søge sto re Ofre b rag t fo r a t opnaa , hvad
m aa ske lige saa godt k an opnaas i T aastrup?
Hvis nogen finder p a a a t spørge, bø r h an ikke h av e Svar.
Hans E fte rkomm e re kan svare h am engang. H an e r en af
d em ,d e r fo rn e d re rS k ø n h ed e n ,o g som h a r g jort Kjø benhavn
til en van røg te t By. Paa en S trækning a f flere Mil, fra Syd
fo r Frederiksho lm s Teglværk og saa a t sige he lt til Helsingør, h a r K jøbenhavns ha lve Million a f Kysten kun Langelinje a t rø re sig p a a — og saa »Fluepapiret«s fattige Stump
S trandb red . Fandtes ikke Dy rehaven , h v o rfra m an dog kan
s e ud over Sunde t, vilde ogsaa Blikket væ re stæ nge t ude
som Foden e r det.
Langelinje e r god nok, j a m e re end det, e r en P rom enade
med en uforlignelig afvekslende og livfuld Udsigt, m en —
en Prom enade , ikke et Sted i N a tu ren , h vo r den vand rende
k an ly tte til den hemmelighedsfulde Tveklang a f L and og
Hav , som mødes.
F rihavnen og K a lkb ræ nde rihavnen h a r hv e r fo r sig sin ejendommelige Skønhed, men ikke den, e t Menneske søger en
Somm eraften e fter en Arbejdsdag i Byens Indelukke. De er,
trod s deres Naboskab , to vidt forskellige V erdener, væ rd at
kende, m en ikke skab te for den uindviede og endnu m indre
m ed det Fo rm aa l a t væ re Tum leplads for en Bys Befolkning.
F rihavnen — T rav lheden , S to rheden , Ud lande t, v o r egen
Tid, v o rt daglige Samkvem m ed den næ rm e re og fjernere
Omverden , H a v e t (vi ka lde r til Hverdagsb rug ikke Sundet
fo r H av , m en i F rihavnen h a r m an ne top Fornemmelsen
a f Havet); — og den stille K a lkb ræ nde rihavn , h v o r Sejlskibe lægger op fo r V interen og m ed deres slanke S tænger og
Rær behe rske r Ind trykke t og giver T an k en en tilbageskuende Retning! I Frihavnen s ta a r m an m id t i Nutiden og er
vend t mod F rem tid en ; i K a lkb ræ nde rihavnen føres m an
umæ rke lig t ind i Fortiden.
Hinsides K a lkb rænde rihavnen bu e r Svanemøllebugten
sin vigende Linje ind i Kysten, og h e r bu rde vi kunne træ d e
S trandens Sand og Børnene legende slutte Venskab med
Søen. Men ogsaa h e r e r Kysten be røve t de m ang e fo r a tvæ re
forbeho ld t de faa, indtil den nye Langelinje, som skal opstaa
her, yd e r nogen Erstatning for det tab te . Kun nogen; th i det,
K jøbenhavn savner, e r først og fremm est e t S tykke naturlig
og let tilgængelig Kyst, S trandb red . Nord fo r Svanemølle-
148