Rosenborg

SAMTIDIGE SKILDRINGER AF ROSENBORG 61

tum)(l), hvor der paa et Stenbord stod nogle søde Sager

(bellaria), som Kongen bød ham af. Derefter førte Kongen

ham ind i et kvadratisk Forgemak, der var smykket med

Malerier (in atrium quadratum, picturis ornatum), under hvilket

han plejede at anbringe sine Musikere, og han befalede, at

v i skulde sammenkaldes; og da v i var kommet ind og atter

var blevet hilst af ham med Hatten, begyndte, efter at han

selv og Gesandten havde sat Hattene paa igen, og begge

stode m idt i Værelset (in medio coenaculo) (

), samtlige Mu

sikere, baade Instrumentalister og Sangere, at istemme en

Musik, hvori de fulgtes ad, (universi continuo Musici, tam

instrumentis, quam vocibus cecinerunt), hvilken pludselig For

nøjelse (subitam voluptatem) v i fornam med Forbavselse, da

Lydene naaede vore Øren gennem forskellige Lufthuller, som

om de snart var nærmere, snart var fjernere (

). Imidlertid

roste Gesandten paa den mest hengivne og høflige Maade

Kongens Sindrighed (industriam), som havde skabt denne

fornøjelige Opfindelse, og naar Kongen saa hen paa os, til

kendegav ogsaa v i ved at nikke vort Bifald. Naar Musikken

med Mellemrum tav, gik Kongen og Gesandten op og ned

i Samtale uden at blive trætte, som om Latin var begges

Modersmaal.

“ .

„Da Gesandten havde ta lt med Kongen i to Timer, frygtede

han, at Hans Majestæt skulde have nok af en saa lang Sam

il)

Den ottesidede Pavillon, der laa i en Labyrinth „Krumspringet“ tæt ved Indgangen

til Haven fra Syd. Ses paa Tegningen i Brit. Mus.; Slothouwer, anf. St. Se S. 50.

(2) Der ligger i coenaculum Betydningen, at Værelset er hævet over et andet Rum.

(3) I „Sparepenge“ ved Frederiksborg var der ogsaa en Musikstue „da die Musi-

canten dem Könige droben, durch Löwenköpfe die droben stehen, einen Ton geben,

und unsichtbarer weise Musiciren können, wie auch die Trompeter. So hat es auch

unter des Königs Tisch ein thürlein, welches, wann es der König mit dem Fuss eröffnet,

kann man auch die Musi ca so drunter ist hören, und ein frembder nicht wissen wo sie

her kompt“. — Tagebuch Christian des Jüngeren, ed. Krause, S, 101.