186 / 795
1 7 2
Sejer Kühle
ved denne sin Omløben kunde fortjene mere end ved at
dyrke Jorden«.
Klædekræmmerne bad Myndighederne betænke, hvor
vidt disse Folk havde drevet deres Spil: »Dersom én
vilde tage sig den Møje paa at besøge vore Hosekræm
merboder her i Byen, de vilde forbavses ved, hvad de
saa, de vilde næppe tro andet, end at de var i en Klæde-
kræmmerbutik og vistnok spørge efter Hosekræmmer
boden, saa mange forskellige Varer findes der tilfals, da
de ikke alene handler med jyske og islandske Strømper
og Vanter, som egentlig er deres tilladte Handel, men
endog med Filter og Multumer, Sirtser og Kattoner,
Baand og Tørklæder, fremmede Lærreder og fremmede
Strømper og Huer og mangfoldige flere Slags, saa at der
af de mange tusinde Sorter, som de skriver, at Kræm
merlavet ha r at handle med, bliver faa Ting, som ikke
kan købes i en saadan Strømpebod«1).
Kancelliets Resolution af 30. Juli 1787 gik dog Klæde
kræmmerne imod, idet den gik ud paa, at Hosekræm
merne »herefter som forhen« havde Ret til at handle
ikke blot med alle Slags hjemmegjorte uldne og linnede
Varer, men ogsaa med indenlandske Filter og Multu
mer; og dette blev anerkendt ved kongelig Resolution
a f 2. Januar 1788.
Dermed havde Hosekræmmerne sejret. Andreas Tver-
moes, Henrich Hansen Lund og den bekendte Michel
Pedersen Kierkegaard lod den gamle Sag gaa videre til
Højesteret; og Resultatet blev, at de 18. Dec. 1788 blev
frikend t2) .
Efter den Tid tiltog Hosekræmmernes Dristighed i
særlig Grad. Hvad der nu fandtes i en Hosekramhandel,
*) O. Nielsen m. fl.: M ed d elelser..., 158 f.
2) Højesteretsprotokol (1788) A. Nr. 3, S. 672 f., Sag Nr. 29
og 31.